Måske at miste mor

Kvinde på 17 år fra Syddanmark, der har mistet sin far


Hej


Jeg skriver da jeg er kommet i en uheldig situation. Jeg mistede min far for et stykke tid siden, i mens jeg gik på efterskole.

Jeg har i flere år, siden jeg kan huske som da jeg var 10 år, gået og frygtet at han skulle dø. Han havde diabetes, og fejlede også noget som lægerne ikke kunne finde ud af, men gjorde stadig at han røg på hospitalet et par gange.

Det var en angst jeg altid havde. Til min konfirmation, var det eneste jeg kunne tænke: det her bliver den sidste gang min far ser mig i en hvid kjole, det ved jeg.

Og for ik så længe siden, blev min frygt bekræftet.


Jeg så kun min far hver anden weekend, og sådan har det været siden jeg var 2 år. Jeg boede hovedsagligt ved min mor, og hende og jeg har altid været super tætte.

Derfor, da min far døde, forsvandt den angst jeg havde for at han skulle dø, for nu var det jo sket.

Men den forsvandt alligevel ikke helt.


For nu frygter jeg at mister min mor, mere end noget andet. Min mor er mit alt, og jeg kan kun komme på virkelig dårlige tanker, tanker jeg ikke engang havde ved min far, når jeg tænker på at miste hende. Jeg VED, jeg ikke vil kunne overleve at miste hende. Og som min far, er min mor også syg, blot på en anden måde. Hun har diskusprolabs i ryggen, og tager meget stærk medicin for det. Det er ikke eventuelt noget man burde frygte skulle dræbe hende, men det gør det alligevel hos mig. Hun er meget tynd, og ryger også. Igen, middelmådige ting. Men i mit hoved, er det alt sammen noget der kan gøre at jeg mister hende.

Jeg kigger hele tiden på hende, holder hendes hånd tættere, og krammer hende meget mere. Vi kan have en helt almindelig samtale, og pludselig kan jeg tænke på at hun måske ikke er her længere. Jeg får tit nogle meget angst ligende situationer, hvor jeg SKAL skrive til hende, huske at sige hun er den bedste mor.


Som sagt døjede jeg allerede med den slags angst inden min far døde, jeg døjede dog også med angst for andet. Det er ikke noget der spiller en stor rolle, men stadig en brik i hvorfor jeg også snart skal starte til psykolog.

Jeg ved det vil kunne gøre en forskel.


Men indtil da, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af den her frygt, for lige meget hvor meget jeg siger “Lad vær med at tænk på det”, så kan jeg ikke lade vær, for hvad nu HVIS det sker, hvad så?


Svar

Kære du


Det gør mig meget ondt at du har mistet din far, sikke mange ting der også fylder i dit hoved. Det må have været umådelig hårdt, at skulle bære rundt på en konstant frygt for at miste sin far. Jeg mistede også min far, og kan virkelig godt relatere til dine følelser. Især din frygt for, at skulle miste din mor. Det er som om, at når man mister en så tæt på sig, at det går op for en, at livet faktisk kan forsvinde for næsen af en. Det kan skabe en stor frygt.


Jeg bar også meget rundt på frygten for, at skulle miste min mor. Det er en meget naturlig ting, at have det sådan. Din mor er den sidste forældre du har tilbage, og selvfølgelig frygter du at miste hende. Det som hjalp mig igennem denne frygt, var at italesætte den over for min mor. Hun var god til at lytte. Vi aftalte, at hver gang jeg frygtede det, skulle jeg sige det til hende. På den måde havde vi mange gode samtaler, om frygten og jo mere vi talte om det, jo mindre skræmmende blev den. Måske du kunne lave samme slags aftale med din mor, Eller en endnu bedre en?


Det lyder som om du selv føler, at det er en god idé at starte til psykolog. Det er jeg glad for. Det var en god ting for mig i tiden, efter sorgen. Det hjalp mig meget, og gav mig gode redskaber til at tackle mine følelser. Jeg håber det bliver det samme for dig.


Til slut vil jeg gerne takke dig, for et meget fint og ærligt brev. Du er meget dygtig til at udtrykke dig. Håber på alt det bedste for dig.


Knus Cecilie.