Min far fik kræft og kæmpede i 3 år

Hej brevkasse,

Min far fik kræft da jeg var 24, han var selv 59. Jeg fulgte hans kræftforløb tæt og til sidst passede og plejede jeg ham. Jeg børstede hans tænder. Vaskede hans hænder. Sørgede for han kunne få mad. Bad. Rent tøj. Manglen på sygeplejersker er reel.


Jeg mistede ikke bare min far men hele min familie. Og nu står jeg uden pårørende og kan ikke finde et sted og bo. Det københavnske bolig marked er umuligt. Jeg har ikke noget netværk fordi årene gik med at passe min far. Det var umuligt at finde tid til at pleje andre relationer. Hvad gør jeg? Hvor går man hen?

Hvem kan hjælpe mig


Svar

Kære dig


Tak fordi du rækker ud og skriver til os. Det gør mig ondt at høre, du har mistet din far. Hvor må din far have været glad og taknemlig for at have dig som datter ved sin side i den sidste tid. Det har vel nok været en hård og omfattende opgave, du har haft med at passe og pleje ham. Ja, en alt for stor og krævende opgave at stå med alene.


Du skriver, at du har mistet ikke bare din far, men hele din familie. Skal det forstås sådan, at du ikke har anden familie end din far, eller handler det om, at din familie blev splittet i forbindelse med din fars sygdom og død? Det kan jeg ikke vide, men jeg kan forstå på dig, at du står meget alene nu, og er uden opbakning og støtte til at være der for dig efter dit tab. Jeg er nysgerrig efter, om du har haft nogen at tale med om din sorg og din livssituation, efter din far er død?  Du er altid velkommen til at skrive eller ringe ind til os frivillige her på Sorglinjen mellem 17-21.   Jeg vil foreslå dig at gå ind på Sorgvejviseren.dk for at se, hvad der er af tilbud i din kommune af sorggrupper mm. Min erfaring er, at mange har stor glæde af at være med i en sorggruppe, hvor der er god støtte og opbakning at hente til både sorgen, og hvordan man genvinder fodfæste. Og måske kan det også være en første vej til at få opbygget nye  relationer.  Ud fra det du skriver, kan jeg ikke helt aflæse, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig med at komme i gang med at opbygge et netværk, da jeg ikke ved, hvad du har kræfter og lyst til, for selv ville jeg for eksempel melde mig ind i en sportsklub, et kor eller en forening for at lære nogen at kende.  Du skriver også, at du skal finde et sted at bo, og du har fuldstændig ret i, at det københavnske boligmarked er op ad bakke. Jeg vil gerne blive lidt klogere på dig og hvordan vi evt. kan støtte dig i dine udfordringer, og derfor skal du vide, at du altid er velkommen til at ringe eller skrive ind på en chat til os frivillige her på sorglinjen.  Tlf 7020 9903


Du er også altid meget velkommen til vores sorgcaféer. Du kan se vores kommende caféer og læse mere om dem her


Bedste hilsner, Kirstine, frivillig på Sorglinjen