Min far tog sit eget liv
Da jeg var 19, tog min far sit eget liv. Det er nu tre år siden, og dengang var alting kaotisk. Mine forældre var ved at blive skilt, og min mor havde så meget at kæmpe med og skulle have støtte til. Jeg følte ikke, jeg kunne vise min sorg – jeg havde en fornemmelse af, at jeg skulle hjælpe hende med at holde sig selv sammen. Jeg ville ikke være en ekstra byrde. Nu, som 22-årig, savner jeg stadig min far og græder ofte, men føler ikke, jeg har nogen at dele det med. Han var psykisk syg, og det var svært at leve med ham, selvom det er svært at indrømme, hvilket gør det mere indviklet..
Svar
Kære du,
Tak for at skrive til os på Sorglinjen.
Tak for at dele det, som er noget af det sværeste i livet- nemlig sorgen efter at have mistet din far alt for tidligt. At du stadig savner ham her 3 år efter, at han døde, det kan jeg sandelig godt forstå. Sorgen forsvinder ikke bare.
Du beskriver så fint, hvordan det har været svært for din mor at være der for dig, og din oplevelse af, at hun havde brug for din hjælp, og der derfor ikke har været plads til din sorg. Jeg kan forestille mig, når du skriver, at din far var psykisk syg, at både du og din mor har været udmattede og forvirrede. For det er hårdt for en familie, når der er psykisk sygdom i familien. Når den syge ender med at tage sit eget liv kan sorgen blive blandet med mange svære følelser som for eksempel skyld, dårlig samvittighed eller vrede. Måske kommer selvmordet helt uventet og de efterladte er i chok og fortvivlede over, at de ikke havde forstået hvor alvorlig sygdommen var. Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af det, men det har fyldt hos mig.
Jeg mistede selv min mor til selvmord, da jeg var ganske ung. Det var et totalt chok for alle i familien. Vi havde meget svært ved at være der for hinanden. Min far var hurtig til at finde en anden kvinde, hvilket kun gjorde det sværere for os at dele sorgen, når vi var sammen. Jeg var knust og gik faktisk i flere år uden at få bearbejdet sorgen. Jeg var ked af det og savnede min mor utrolig meget. Men jeg skubbede sorgen ind i et hjørne inde i mig og forsøgte at leve mit ungdomsliv videre.
Først efter mange år fik jeg mod til at kontakte en psykolog og gå i sorgterapi. Det var en meget intensiv og helende proces. Jeg savner stadig min mor og vil altid være i en form for sorg over, at jeg mistede hende alt for tidligt. Men min pointe, som jeg håber kan hjælpe dig, er at det er så vigtigt at få talt med nogen om din sorg. Det er vigtigt for, at du kan finde vejen videre og leve dit liv så godt som overhovedet muligt, selvom du har mistet din far.
Det er stærkt, at du har haft overskud til at række ud og skrive til os. Jeg håber du også vil tage det næste skridt. Måske skal du fortælle din mor at du har brug for hende. Måske skal du tale med din læge om at få hjælp til at finde en sorggruppe.
I Sorgcenteret har vi flere tilbud til unge. Vi har sorggrupper, og på Sorglinjen sidder vi derudover klar hver dag mellem 17.00 og 21.00. Du er meget velkommen til at ringe eller skrive til os på 70209903.
KH. frivillig på Sorglinjen