Hej med dig

Tak fordi du skriver herind, jeg ved det kræver mod at spørge om hjælp nogen gange, især når det er noget som ligger dig nært. For mig gik der lang tid før jeg kunne anderkende at jeg havde brug for hjælp, og endnu længere før jeg opsøgte det så jeg synes det er sejt at du skriver ind til os. Det må du endelig gøre igen.

Jeg er så ked af at høre om din far, og kan sagtens forstå at det ikke helt føles virkeligt endnu. Jeg har selv mistet min mor for 4 ½ år siden; jeg var også 17 år. Det skete meget pludseligt og der gik lang tid hvor jeg egentlig bare var i chok. Der kan komme et øjeblik hvor det går op for en at den man har mistet aldrig kommer tilbage, men det sker ikke sådan for alle. Alle reagerer forskelligt på sorg og ingen følelser er rigtige eller forkerte. Før min mors begravelse var jeg også meget bekymret for hvad der skulle ske og hvilke forventning der var til mig og min reaktion. Jeg var bange for at hvis jeg ikke kunne græde ville folk tro at jeg ikke var ked af det. Jeg havde lyst til at læse et brev op som jeg havde skrevet til min mor men syntes at det var svært at gøre foran andre. Når jeg kigger tilbage ønsker jeg at jeg ikke havde tænkt så meget over hvad andre mente og koncentreret mere på hvordan jeg selv havde lyst til at sige farvel til min mor.

Tiden efter kan variere meget og føles nogen gange som en rutsjebane af følelser. Lige efter begravelsen følte jeg en tomhed som var næsten værre end når jeg var rigtig ked af det. Til tider var jeg glad, men følte at det også var forkert, og at jeg burde mærke min sorg hele tiden. I en periode følte jeg vrede over hvad der var skete og var måske også sur på min mor, hvilket jeg efterfølgende havde meget skyldfølelse over. Lige meget hvad du føler skal du bare vide at det er helt naturligt og du er i hvert fald ikke alene i det. Jeg går stadig og behandler min sorg, det er ikke noget der nogensinde forsvinder men det er hvert fald blevet nemmere for mig. For mig hjalp det meget at snakke med min familie, og vi kunne støtte op om hinanden. Da min far bor i et andet land sammen med mine søskende var det ikke altid lige nemt, så henvendte jeg mig også til mine lærer eller andre voksne jeg følte jeg kunne snakke med, er der nogen du føler dig tryg ved at snakke med? De kan selvfølgelig ikke give dig svar på hvordan det kommer til at være for dig, men jeg syntes i hvert fald at det kan hjælpe at fortælle en anden hvad man føler og få sine tanker og følelser ud. Ellers kan jeg godt lide at skrive dagbog, der føler jeg at jeg behandler mine følelser uden at tænke så meget, det sker bare naturligt og kan give mig ro i sindet efter.

Hvis du har lyst til at snakke med nogen skal du endelig tage kontakt til os igen. Du kan ringe på telefon, sms, chatte eller skrive til vores brevkasse igen. Se hvordan på www.sorglinjen.dk.

Pas godt på dig selv og jeg ønsker dig alt det bedste.

Cecilia