Min kærestes far
Kvinde på 25 år, der har en kæreste i sorg
Hej brevkasse,
Min kærestes far ligger på sit dødsleje og får nu morfin til at sove ind på, og jeg har brug for råd til at kunne holde min familie sammen når han går bort.
Sagen er den at min kærestes far, for 1 år og 3 mdr. siden fik kræft i hjernen og siden da har det været en lang og hård kamp, med adskillige indlæggelser, fejl fra sundhedsvæsnet der har endt i amputerede ben, en så slem hjerneskade at han er endt på plejehjem selvom han kun er 60 år og ikke mindst er det nu 3. Gang de får besked om at sige farvel..
Da han fik konstateret kræft, var jeg højgravid med vores datter og havde en mdr. til termin og den tid der skulle havde været vores bedste noglesinde er blevet noget der nær har ødelagt vores forhold..
Når min kæreste er i sorg så har han tendens til at søge til alkohol og det første halve år af vores datters liv, så vi ham næsten ikke, for han var fraværende hver weekend og blev væk fra aftaler vi havde angående hende for at drikke..
I lang tid lod jeg ham bare, fordi jeg vidste hvor hårdt han havde det, men det har ødelagt vores forhold fuldstændig og de sidste mange mdr. har jeg prøvet på at holde sammen på det sidste der er tilbage.. nu er jeg så bare bange for at vi skal ende ud i det samme..
jeg har brug for hjælp til, til at kunne hjælpe ham, på en måde vi alle sammen kan være i, og uden det skal gå udover vores datter, for druk er ikke en holdbar løsning og i sidste ende, får han jo heller ikke det bedre af det..
Jeg ved han lider, ekstremt meget, men han er dårlig til at snakke om tingene, og bearbejde sine følelser.. så hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham igennem den her proces på bedste vis?
Jeg ønsker ikke, hverken at se ham være ked af det, eller at vores familie går i opløsning for, min lille familie betyder alt for mig
Vh. Den bekymrede kæreste og mor
Svar
Kære Bekymrede Kæreste og Mor
Hold da op en svær situation du står i, det er meget forståeligt at du er bekymret, ikke kun for din kæreste men også for jeres familie og hele jeres fremtid sammen.
Det er et hårdt år, I har været igennem og som du selv skriver så ovenikøbet i en tid som skulle være en forventningsfuld og glædelig tid for dig og din kæreste. Et langt sygdomsforløb er altid hårdt både for dem der er helt tæt på den der er syg, men selvfølgelig også for dem der er ”rundt omkring”. Det er min erfaring at vi reagerer meget forskelligt på at være i sådan en alvorlig situation, nogen får meget brug for at ”gøre noget” og nogen har brug for at hverdagen kører videre som den plejer. Nogen vil gerne snakke og nogen vil gerne bare glemme det hele og det kan være rigtig svært at forstå for os hver især hvorfor andre reagerer anerledes end os selv. Og når det ikke kun påvirker en selv men også ens børn, kan det i særdeleshed være svært at være vidne til og have forståelse for.
Jeg kan ikke læse ud af dit brev om din kæreste har nogen at tale med om sin sorg, søskende eller gode venner og også vigtigt om du har? Hvis det er for svært at tale med sine nærmeste om, findes der jo forskellige tilbud, grupper og telefonlinjer, det kunne f.eks. være i ”Det nationale sorgcenter”, som både er for f.eks. din kæreste men også til dig. Rundt omkring i kommunerne findes der også tilbud om samtalegrupper, her kan man tale med nogen der er, eller har været i samme situation som en selv.
Jeres situation som familie bliver virkelig udfordret af at I både skal finde ud af at være en familie med et lille barn og samtidig være pårørende til en døende, på ingen måde nogen nem opgave og følelsesmæssigt enormt opslidende for jer alle, på hver jeres måde.
I gennem min mors sygdomsforløb og efter hendes død, oplevede jeg ofte at jeg blev misforstået eller havde svært ved at få sagt til mine nærmeste hvad jeg havde brug for, jeg følte at de ikke forstod mig fordi de jo ikke oplevede det samme som mig, selvom jeg nu sagtens kan se at de havde de bedste intentioner, men på det tidspunkt var det meget sårbart for mig og jeg følte det meget ensomt. Det var bestemt en svær situation for min kæreste og gode venner, som gerne ville forstå og hjælpe mig, men jeg følte bare grundlæggende at de ikke rigtig vidste hvad der skete for mig. Det hjalp mig meget at min kæreste tog så meget ansvar i forhold til vores børn og vores daglige liv i det hele taget, han fik det hele til at køre så jeg ikke også mærkede den ”tunge” forpligtigelse at skulle sørge for en masse praktiske ting. Bagefter kan jeg godt se at det også var en kæmpe opgave for ham, men det hjalp mig ikke også at skulle tænke på det, fordi mit hoved var fyldt med kaos og mine følelser helt i panik.
Jeg kan sagtens forstå at du er udfordret både på at få det hele til at fungere og i at kunne være der for din kæreste og hjælpe ham igennem denne utrolig svære situation samtidig med at kunne beholde troen på at jeres familie har en fremtid sammen. Jeg fornemmer at du har de allerbedste intentioner om at hjælpe og støtte så godt som muligt og det kan din kæreste helt sikkert også mærke selvom du føler at det kan være svært at nå ind til ham.
Jeg ønsker det allerbedste for dig og din familie.
Hvis du skulle være interesseret i at kontakte os på telefon, kan du ringe på 70 209 903 hver dag mellem 17 og 21. Her sidder vi frivillige, der selv har prøvet at miste og selvom vi ikke kan give råd om det rigtige at gøre, vil vi altid lytte og dele erfaringer.
De bedste hilsner fra Lone