Min kærestes mor er alvorligt syg
Min kærestes mor fik for 14 dage siden, konstateret to hjernetumorer.
Hvordan forholder jeg mig til det? Hvordan hjælper jeg min kæreste?
Jeg har ikke vidst hvad jeg skulle gøre – hvilket har resulteret i, at jeg ingenting har gjort/sagt.
Hun fik mine forældre til at overbringe nyheden – men jeg troede at de havde talt over sig, og derfor nævnte jeg ingenting da jeg senere talte i telefon med min kæreste.
Hvordan retter jeg op på dette?
Og hvorfor deler hun ikke bare hvad der sker med hendes mor?
Hvordan er man pårørende til den pårørende?
Hilsen
JTN
Svar
Kære JTN,
Først og fremmest gør det mig ondt, at din kæreste har fået den besked. Det er en ubeskrivelig hård og voldsom situation at stå i, når man får at vide at ens kære er alvorligt syg. Og det er ligeledes en meget svær situation at stå i og at være pårørende til en, der er i krise og sorg. Det er enormt vigtigt at anerkende, at det at være pårørende til en pårørende er svært. Derfor er det rigtig godt, du skriver ind til os. Det viser et stort overskud og en vilje til at være den bedste støtte, du kan.
Jeg håber, at min historie er noget, du kan spejle dig i.
Min kæreste mistede sin mor til kræft kort tid efter, vi havde mødt hinanden. Jeg kan godt spejle mig i det, du skriver om at være i tvivl om, hvordan du skal forholde dig. Jeg kan ikke give dig ét specifikt råd, eller fortælle dig, hvad der virker. Men for mig var det en hjælp at spørge ind til min kæreste, hvad han havde brug for, jeg gjorde. Det var svært for ham at tale om, fordi han var så ked af det. Og måske ville han heller ikke gøre mig bekymret. Han holdt meget ”på formerne”. Men jeg opfordrede ham til at tale med mig om det, inklusiv de følelser, han havde om måske at skulle miste sin mor. Jeg understregede over for ham, at jeg var her – når han havde brug for at tale om det, og når han ikke havde. Det var vigtigt for mig at fortælle ham, at han ikke skulle leve op til nogle krav, men at han kunne være i sin sorg på lige præcis den måde, han havde brug for. Det resulterede i, at vi nogle dage havde lange, dybe snakke om situationen, og andre dage, havde vi ikke. Nogle dage havde han brug for at være i sorgen med sig selv – og mig – nogle gange uden mig. Andre gange, havde han bare brug for, at vi var kærester – så han følte, at han fik en pause fra de voldsomme omstændigheder, han og hans familie befandt sig i.
Jeg så min rolle sådan her: jeg skulle støtte, lytte og give plads. For jeg forstod ikke det, han gennemgik. Jeg kunne kun være hende, der var klar med maden, der sørgede for, at de andre ting kørte, som de skulle, og som også kunne give et kram og være kæreste og give tryghed og ro. Og ikke at dømme ham, når han ikke kunne overskue at tale med mig – selvom vores forhold var det aller tætteste. Det betyder ikke, at det ikke også var hårdt for mig. Jeg havde behov for, at vende min situation med andre. Jeg havde også brug for pauser fra at være pårørende til en pårørende. Og det var jeg ærlig omkring. Ikke, at jeg ikke ville støtte ham, men at jeg havde brug for mine pauser – fordi så kunne jeg være der for ham 100%, og ikke kun 70%. Det var først, da jeg mistede min egen mor, at jeg oprigtigt forstod de følelser, han gennemgik. Dér kunne han jo så være den, der var der for mig, men ikke på samme måde, fordi da jeg selv mistede, var min kæreste jo stadig i gang med at bearbejde sin egen sorg, og kunne ikke nødvendigvis rumme hele min.
At være pårørende til en pårørende betyder (i min optik), at man skal kunne rumme rigtig mange følelser – både den, man elsker, som er i krises følelser, men også sine egne og den tvivl, der følger med, og om man gør det godt nok. Jeg blev hurtigt enig med mig selv (og den psykolog, jeg gik hos), at jeg måtte sige til mig selv, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne. For det var det, jeg gjorde. Jeg opfordrede til en ærlig og åben dialog.
Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor din kæreste valgte at fortælle nyheden, på netop den måde, som du beskriver. Når jeg husker tilbage var nogle af min kærestes handlingsmønstre nok også atypiske for, hvordan vi ellers kommunikerer, men jeg forsøgte at være så forstående som jeg kunne, fordi jeg vidste, han var i dyb, dyb krise. Og så tog jeg selv initiativet til at opfordre til den åbne og frie dialog, og accepterede også, når min kæreste bare ikke magtede eller kunne overskue det. Så var det også fint bare at se fjernsyn.
Du spørger, hvordan du kan rette op på din reaktion til nyheden. Jeg kan ikke fortælle dig præcis, hvad du skal gøre, fordi vi selvfølgelig ikke er ens. Men en ting jeg oplever, som en der selv har mistet, er at det kan være svært at åbne op for samtalen selv. Det har hjulpet, når andre har turdet spørge mig – og jeg blev lettet over, at andre gav mig plads til at kunne tale om min sorg – og at de lod mig vide, at de kunne rumme det.
Jeg håber, du har kunnet finde noget brugbart i min historie og erfaring som pårørende til en pårørende, og som en, der har mistet. På Det Nationale Sorgcenters sociale medier, har vi delt råd fra en tidligere frivillig om netop det at være pårørende til en pårørende. På Instagram ligger der sådan et opslag fra d. 1 september 2022.
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller skrive ind til os på Sorglinjen vedrørende dine tanker og tvivl om at være pårørende til en pårørende. Vi har åbent hver dag imellem 17.00 -21.00. Alle der er frivillige på Sorglinjen har selv oplevet at miste, så du vil blive mødt på en kærlig og rummelig måde. Vores telefonnummer er 70 209 903, og vi har også en chat på vores hjemmeside www.sorgcenter.dk.
Jeg sender jer en kærlig tanke.
Mvh Anna