Kære du

Mange tak for at skrive til brevkassen.

Først og fremmest er jeg ked af, at du har mistet din mand. Jeg kan virkelig godt forstå, at du har det svært med, at mennesker, du har tæt på, ikke taler om ham eller bliver utilpasse, når du nævner ham. Han har jo helt afgjort haft en kolossal betydning for dig, så selvfølgelig har du brug for at tale om ham – også selvom han ikke fysisk lever mere.

Ligesom dig har jeg også oplevet, at mennesker er stivnet, når jeg har talt om min sorg. Når det sker, er jeg efterhånden begyndt at tænke sådan om det, at de nok ikke gør det af ond vilje, men fordi de simpelthen ikke ved, hvad de skal sige eller er bange for at komme til at bringe noget op, som vil gøre mig ked af det. Jeg tror, at mange, som har erfaring med sorg, kan blive enige om, at man hellere vil have, at andre forsøger at tale om det, og derved signalerer, at de ikke har glemt, at man har mistet en betydningsfuld person i sit liv, fremfor bare at ignorere det.

Hvis det føles rigtigt for dig, synes jeg derfor, at du måske i første omgang kunne prøve at italesætte over for dem, der er tættest på dig, at du har behov for at tale om din mand, og at de ikke skal være bange for at komme til at træde forkert. Det tror jeg kan lette noget af presset for dem, som har svært ved at tale om temaer som sorg og død.

Jeg håber, at du snart får nogle fine snakke med andre om din mand.

Og husk, at du også altid er velkommen til at ringe eller skrive til os på Sorglinjen. Vi sidder klar til at tale om sorg hver dag fra kl. 17.00-21.00 og kan kontaktes på 70209903.

De bedste hilsner Marie, frivillig på Sorglinjen.