Kære du.

Jeg er ked af at du har mistet din mand. Det er så forfærdeligt, og man har det som om at verden går i stykker og intet bliver det samme igen.

Jeg mistede selv min mand som 47-årig. Vi hav-begravede min mand den dag han ville være blevet 50 år. Det er 11 år siden. Jeg havde 2 børn på 11 og 15 år, og min mand havde været syg i godt 2 år.

Alt hvad du skriver er normalt, du er helt normal. Den der brølende stilhed er simpelthen ved at tage livet af en, og som du skriver så selv om I måske godt vidste at din mand ville dø så kan man bare ikke forberede sig på det.

Nu ved jeg ikke hvad I har tænkt jer med urnenedsættelsen, men jeg kan dele hvad vi gjorde. Min mands aske blev delt i to fordi hans ønske var en hav-begravelse, og vores piger ønskede et urnegravsted.

Hans fødselsdag er 1.maj, så det er på mandag. Alle årene har vi fejret ham på dagen, først på kirgården, og så hjem og spise flæskestegssandwich. Sådan var det også til hans hav-begravelse.

Selv om det er mega sørgeligt, så var det så meget i hans ånd med fest, fadøl og fejring af hans liv – og derfor er det lidt nemmere for vores piger at forholde sig til. Vi har nu en tradition, hvor vi køber en kasket med hjem når vi rejser, som han så får på sit træ på kirkegården.

Men tilbage til dig… husk dig selv. Pas på dig selv. Gør noget for dig selv hver dag. Hav omsorg for dig selv. Man tror det ikke, men når der er gået 3-4 måneder så kan det føles som om, at andre “glemmer” at du har mistet. Du kan opleve at nogen ikke kontakter dig mere. Venner som man troede var der for en er pludselig “væk”, men husk at det ikke handler om dig, men om dem. At de ikke magter at blive konfronteret med din sorg, og dermed skal bryde tabuet omkring død. Dette ikke for at skræmme dig,  og gøre dig mere ked af det. Jeg havde også venner som pludselig trådte nærmere og bare var der, kom og satte mad til os ved døren flere gange om ugen, bagte brød fast og bare hængte det på døren.  jeg havde brug for tid til at komme ovenpå igen så jeg gik ture og gjorde de ting som gjorde mig godt.

Jeg har været så heldig at jeg fandt mig en “mentor” som selv havde mistet, og som har været min hjælper og sparringspartner. Hende har jeg stadig kontakt med – og så har jeg brugt kirken i min by. Du skal tale om din sorg, og om dit liv, men huske at leve det. Jeg er sikker på at din mand ville at du skulle leve dit liv, få glæden tilbage til i dit liv igen… når du er klar.

Håber du kan finde trøst i det jeg har skrevet, og bruge det til noget.  Alle følelser er normale, sorg, vrede, afmagt, ensomhed, ked af det hed, alt dette følger desværre med i den proces du går gennem.

Brug dit netværk og skriv eller ring endelig herind igen. Vi sidder her for dig og har alle mistet og forstår dig.

De bedste hilsner herfra. Dorthe.