Min mand er gået bort
Jeg har lige mistet min mand for en uge siden. Han forlod os i løbet af natten – han faldt i søvn og vågnede aldrig igen. Vi blev gift for 3 måneder siden. Vi fik vores datter for 6 måneder siden. Jeg er knust, fordi vores liv først lige var begyndt, og nu er det hele taget fra os. Jeg skriver her, fordi jeg er så trist 🫠 jeg er 32 og han var kun 35 😭
Svar
Kære du
Tak for din besked til os på sorglinjen. Det gør mig frygtelig ondt af høre, at du har mistet din mand og at jeres lille datter har mistet sin far i så ung en alder. Det lyder som en meget pludselig død, at han desværre aldrig vågende op til jer igen. Jeg kan godt forstå du er både trist og ramt af sorgen, for som du selv så fint skriver var jeres familieliv jo kun lige begyndt og han er taget fra jer alt for tidligt. Oven i dette forestiller jeg mig at du måske mærker en form for dobbeltsorg – din egen sorg over tabet af din mand og samtidigt sorgen over at din datter ikke noget af få mere tid med sin far. Det er en helt ny livssituation du står i og oven i dette også som nybagt mor . Jeg håber du har en god familie og venner som støtter op og er der for dig, og at i sammen finder en fin måde at mindes din mand og have ham med videre i livet på en god måde.
Her i det nationale sorgcenter er der løbende cafe aftner med forskellige temaer inden for sygdom og død, måske der er en du synes du kunne have lyst til at deltage i. I så fald kan du se dem her https://sorgcenter.dk/arrangementer/ eller hvis du skulle have lyst til at snakke med os er du altid velkommen til at ringe her ind til os – vi er her alle dage fra 17-21 på 70209903
Du og din datter ønskes alt det bedste
Mange hilsner fra Kathrine frivillig på sorglinjen