Kære Du

Tak for dit brev. Jeg hører ofte at folk ikke bliver inviteret, efter de er blevet alene. Du er så ovre i den modsatte grøft. Fælles for de 2 situationer, er at det er vigtigt at få meldt sine behov ud. Meget af det, der bliver unødigt kluntet omkring sorg, er at det bliver baseret på gætværk og berøringsangst i stedet for samtale.

Som du selv er inde på skal det siges højt, altså helst i en personlig samtale. Hvordan ordene skal falde er jeg ikke lige så stærk i. Ser jeg på min egen omgangskreds, er der nogen jeg kan være meget direkte over for. Og så er der andre hvor jeg skal være mere forsigtig. I sidste ende kan du ikke være sikker på hvordan folk reagerer. Men det er min erfaring at de fleste er glade for at få mine behov at vide. Så slipper de for at gætte.

Det du kan styre er hvordan omstændighederne er, når du leverer dit budskab. Sørg for at der er ro og tid nok til at diskutere det. For nogen kan det virke tungt at snakke om. Så hvis du kan have noget andet at snakke om bagefter, der kan lette situationen, er det min erfaring, at det er bedst.