Kære ???

Tak for dit brev. Det er en svær situation for jeg begge. Jeg er en mand på 68 og har selv mistet begge mine forældre for år tilbage. Det gik relativt hurtigt, så der var ikke så megen tid til spørgsmål og vi var også sammen om at besøge mine forældre. Men jeg kan huske, at jeg var mere optaget af mere eksistentielle spørgsmål, idet jeg følte at jeg mistede nogle vigtige livliner. Så kunne jeg godt blive irriteret over omgivelsernes mere faktuelle spørgsmål, som jeg måske ikke havde svar på. Samtidig havde jeg svært ved at sætte ord på hvordan jeg selv havde det.

Nu er vi mænd forskellige og vi takler tingene på forskellig vis. Men hvis du kan snakke med din mand om hvad du kan gøre for ham, tror jeg det er det bedste. Du må så til gengæld respektere, det svar han giver. Det bedste er hvis han selv kan besvare dit spørgsmål.  Jeg er selv opdraget med at jeg selv skal kunne klare tingene selv, så hvis jeg fortæller noget, er det ikke for at få “gode råd”. Så jeg tænker at det bedste du kan gøre er at lytte, når han er klar til at fortælle. Men ellers bare være der, så det er noget I er sammen om. Det er det jeg husker fra da mine forældre døde, at min kone var der.

Jeg har selv oplevet at det et snakke om sygdom og sorg er lettere til vildt fremmede, end til mennesker, der er tæt på. Det er ikke fordi, jeg ikke holder af dem, der er tæt på. Det er snarere for at beskytte dem. Det vil nogen måske kalde misforstået hensyntagen. Men i sorgens kaos har jeg oplevet ikke at kunne finde hoved og hale i hvad jeg føler og mener. Så det kan virke ret voldsomt og måske være sårende.

Hvis du selv vil forstå sorgen bedre kan du se her :

https://sorgcenter.dk/hvad-er-sorg/

Et stykke nede på den side er der et afsnit der hedder “Gode råd til dig, der kender én, der har mistet”

Jeg håber at I finder en løsning. Du er altid velkommen til at kontakte sorglinjen igen.

Bedste hilsner

Frivillig på Sorglinjen