Kære læser,

Rigtig dejligt at du skriver til os.

Jeg er ked af at høre at du har mistet din mor, jeg kan rigtig godt forstå dine tanker om frygten for at skulle miste igen. Jeg har selv prøvet det at miste begge mine forældre, og husker tydeligt hvor ensom jeg følte mig. Der var ikke mange i min omgangskreds som havde oplevet det samme som mig, og jeg havde ikke mine forældre at kunne læne mig op ad. Det var en tid, hvor jeg følte min styrke og trøst var på ”eget ansvar” at finde. Jeg begyndte derfor at frygte om jeg overhovedet ville kunne finde trøst og styrke, og prøvede derfor at skubbe mine følelser væk, for at gøre det nemmere for mig selv at være i. Dette var for mig en stor fejl at begå.

Grundet mine tab, valgte jeg at komme til samtale hos en psykolog, hvilket hjalp meget. Jeg fandt ud af at nogle gange er det nødvendigt at søge og mærke sin sorg, for at det ikke på et senere tidspunkt bobler over. Dog var det også ligeså vigtigt at lave ting som fik mig på andre tanker. Det var i virkeligheden vigtigt for mig at finde en balance mellem at sørge og leve mit liv.

Det at have mistet min mor og far kommer jeg aldrig over. Der kommer aldrig til at være nogle som kan overtage deres pladser i mit liv. Derfor har jeg måtte lære at leve med min sorg. Sorgen må gerne være i mit liv, men det må ikke holde mig fra at leve mit liv.

Derfor vil jeg sige at jeg tror at din frygt for ensomhed er helt naturlig, og det er derfor ikke noget du behøver at være bange for. Jeg tror dog at det er vigtigt for dig at få snakket med nogen omkring din frygt for ensomhed. For mig var min psykolog en kæmpe hjælp at få sat nogle ord på mine følelser, men for dig kan det jo også sagtens bare være en god ven, at ringe ind på sorglinjen eller måske tage fat i din far og åbne op for en dialog. Derudover tror jeg også at det er utroligt vigtigt at holde fast i sine hobbies. Også selvom at man måske ikke kan overskue det. Det var i hvert fald lige så stor en hjælp, som at få snakket med min psykolog. Få sat tankerne på noget andet, så man ikke bliver ”kvalt” i sin sorg.

Jeg mener ikke at kunne leve i balance med sin sorg, sker over en god samtale. Selv efter 1000 samtaler kommer man sikkert stadig til nogle gange at føle sig alene. Det handler om at tage små skridt, og ikke at lægge sig selv under pres for at få det bedre lige nu og her. Bare det at du har skrevet ind til os er et kæmpe skridt i en rigtig sund retning. Hvor er det sejt og modigt gjort af dig.

Held og lykke fremover, og husk at du altid kan ringe ind på Sorglinjen.

Med venlig hilsen Noah.