Kære du,

Det gør mig så ondt for dig, at du og din søster har skullet bære på en sorg, der aldrig er blevet bearbejdet. Og at du og din søster som børn har skullet tage stilling til obduktion og forskning er jo helt forfærdeligt, og heldigvis helt utænkeligt i vore dage. Jeg kan forestille mig, at det må være noget, der har fyldt utrolig meget i dit liv, men som du har måttet undertrykke – og måske også været god til at skjule?

Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at få talt om sorgen og savnet – også selvom det er mange år siden.

Sorgen og savnet forsvinder jo aldrig, selvom det forandrer sig. Måske sker der noget i livet, der får sorgen og savnet til at blusse op også mange år efter, og så er det vigtigt at række ud og bede om hjælp til at bearbejde det, så det er så fint, at du skriver herind om noget, der må have fyldt så meget i dit liv.

Jeg har selv haft meget glæde af at være åben overfor de mennesker, der er tættest på mig og fortælle dem, hvad jeg tænker og føler omkring min sorg og mit savn når det blusser op – også selvom det også snart er længe siden, at jeg mistede.

Da jeg var barn talte man ikke om døden, ligesom du har oplevet. Det oplevede jeg selv, da min elskede farmor døde, da jeg var 11 år – og selv nu efter 50 år drømmer jeg stadig om hende og tænker på alt det, hun betød for mig.

Måske er det noget, du skal tale med din far og din søster om? De var jo ligeså meget en del af tabet og har måske det samme behov som dig for at bearbejde det – sammen med dig.

Du er også meget velkommen til at ringe herind til os på Sorglinjen, så du kan få talt med nogen, der har oplevet sorg ligesom dig. Vi har åbent hver dag mellem kl. 17:00 – 21:00, og vil rigtig gerne tale om din sorg med dig.

Kærlig hilsen

Pernille