Min mors plads

Kvinde på 46 år fra Hovedstaden, hvis mor er død


Min mor døde for 2 måneder siden. Hun fik konstateret kræft  1,5 måned forinden. Jeg snakkede med hende hver dag, og jeg savner hende virkelig.


Jeg savner hendes stemme og hendes gode råd. Jeg lovede min mor, at jeg skulle passe på min far. De havde været sammen i 51 år.


Da min mor døde havde min far så travlt med at få ryddet op og ud i min mors ting. Jeg hjalp ham en del. Faktisk skippede han bare alle hendes ting hjem til mig. Nu er hendes systue ryddet og min fars gamle afdødes vens kone sover nogen gange i værelset. Han sagde flere gange inde min mor døde at han ville se hans afdødes vens kone og at der ikke skulle lægges noget i det.


Men jeg har det simpelhen så svært med det. Det føles som om han næsten ikke har kunne få min mor hurtig nok ud. Og nu bruger hun min mors værelse. Hun snakker med i baggrunden, når jeg ringer til ham. Og han forklarer nu at det er så dejligt at de kan stå og omfavne hinanden i 5-10 min ad gangen, han køber også blomster til hende. Og i dag var han til hendes barns fødselsdag.


Jeg føler, at jeg er ved at miste min far også. Jeg har prøvet at fortælle ham at det er svært for mig. Jeg kan jo også hører på ham at han savner min mor. Men jeg synes at han har for travlt med at komme videre.


Jeg kan rigtig godt lide hende, men jeg magter ikke se hende eller hører at hun tager min mors plads. Det er kun 2 måneder siden på tirsdag. Jeg går helt i baglås og kan mærke at jeg må melde fra hvis hun skal med til familieting. Det kan jeg simpelthen ikke. Jeg ved godt at jeg måske er et lille menneske – men alt skriger i mig.


Jeg savner min mor ….


Svar

Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mor efter så kort et sygdomsforløb. Jeg kan godt forstå, at du efter 2 måneder stadig føler et stort tomrum efter din mor.


Jeg kan virkelig godt spejle mig i din fortælling. For mere end 10 år siden, da jeg var i begyndelsen af fyrrerne mistede jeg også min mor til en kræftsygdom. Desværre udviklede hun sideløbende med dette en svær demens, der gjorde, at vi ikke havde mulighed for at føre en almindelig samtale med hende til sidst. Jeg valgte at tage plejeorlov og var hjemme hos mine forældre i ca. 1 måned indtil hun stille sov ind derhjemme.


Jeg kom ret tæt på min far i dette sygdomsforløb og var selvfølgelig meget bekymret for, hvordan han skulle klare sig som enkemand efter mere end 50 års ægteskab, så lige som dig følte jeg en forpligtigelse til at passe på min far.


Som ugerne gik blev jeg glad for at høre, at han havde god social kontakt med naboerne og hans gamle ”ungdomskæreste”, som havde været en del af mine forældres netværk igennem hele livet. Jeg synes, det var dejligt, at de kunne hygge og spise sammen – men da de også efter ca 2 måneder blev tætte venner/kærester og begyndte, at sove sammen, kunne jeg mærke mange modsatrettet følelser komme op i mig.


Jeg havde svært ved at klare at hun sov i min mors seng, at hun gik hjemmevant rundt i køkkenet, som var det hendes eget. Jeg blev lige som dig irriteret over at hun altid var tilstede, når jeg var der, men på den anden side, kunne jeg også godt se at hun fik min far til at blomstre – så det var meget modsatrettet følelser! Senere flyttede de sammen og fik næsten 12 god år sammen inden min far døde.


Jeg synes hele tiden, at jeg var i konflikt med mig selv i forhold til, at på den ene side var jeg stolt af at han kunne forelske sig igen i en alder af 78 år, men på den anden side, så gav det et stort afsavn for mig fordi jeg følte mig ”skubbet” væk.


Mine refleksioner igennem tiden, har været at det formentlig har været utroligt svært for ham, at blive alene og at derfor var meget let at forelske sig i sin gamle ungdomskæreste igen – måske er det lidt det samme der sker for din far, at ensomhed er svær at håndtere, og derfor er det meget nemt at forelske sig i sin vens enke, som formentlig er et godt og kærligt menneske, der også søger venskab, kærlighed og fællesoplevelser i hverdagen.


Jeg fik aldrig talt med min far om vores fælles sorg, fordi hans nye kæreste altid var tilstede, når jeg kom på besøg og lige som din fars veninde altid deltog i samtalerne. Set i bakspejlet har det ærgret mig, at jeg aldrig direkte forsøgte at få noget alenetid med ham – det havde måske sparet mig for en masse frustrationer og en rigtig ubehagelig følelse af jalousi.


Vi børn forsøgte i starten at holde nogle af begivenhederne i familien særskilt fra hende, blandt andet jul, men det blev hurtigt klart for os, at vores far og hans kæreste savnede hinanden på disse mærkedage. Selvom jeg har haft de samme følelser som dig, er jeg glad for at jeg lod min far vælge sig en ny livsledsagerske, for det har helt sikkert beriget hans liv og det har gjort at han har haft et aktivt otium lige ind til den dag han døde.


Selvom din mor ikke kan erstattes, håber jeg du kan finde fortroligheden med nogle andre personer, som er tæt på dig, og husk hvis sorgen pludselig overmander dig som en kæmpe tsunami-bølge er du altid velkommen til at ringe, chatte eller skrive til Sorglinjen igen.


 


De bedste hilsner fra Lise