Kære L.

Først og fremmest er jeg helt vildt ked af at høre om jeres tab. Det lyder til at det har været meget hårdt for jer alle.

Når jeg læser din historie, kan jeg forstå, at du er i tvivl om hvornår og hvorvidt det er vigtigt, at din søster får hjælp. Jeg kan dog også forstå, at det ikke er mere end 14 dage siden, at jeres nevø gik bort. Her er det vigtigt for mig at sige, at tabet er meget nyt og at jeres reaktion er helt naturlig. Sorg er helt vildt hård at gå igennem og derfor er det også helt okay, at I ikke er okay. Lige nu reagerer I på at have mistet jeres kære, og især reagerer din søster, i og med at hun har mistet sit barn. Jeg synes på nuværende tidspunkt ikke at der er grund til bekymring. Jeg kan dog godt forstå, at du spørger, og det virker til, at du er helt vildt sød og omsorgsfuld, og dét skal du holde fast i. Noget af det vigtigste for mig i tiden efter tabet af min far var, at folk omkring mig var opmærksomme på mig. Så det skal du endelig bare blive ved med.

I forhold til hjælp, anbefales det ofte at der minimum er gået tre til seks måneder, før man får hjælp. Det handler mest om, at man selv først skal lande i sorgen. Som skrevet tidligere, er sorg ikke forkert. Jeg plejer at sige, at sorg er kærlighed uden modtager. Så umiddelbart er der måske ikke brug for psykologhjælp allerede nu?

Har I alligevel brug for at snakke med nogen, er I altid velkomne til at ringe eller skrive herind til Sorglinjen. Vi er altid klar til at lytte til jer, jeres historie, tanker og bekymringer.

Tusind tak fordi du skrev herind, jeg håber du kunne bruge mine ord til noget.

 

Knus

Mie