Kære Charlotte

Tak fordi du skriver til os på Sorglinjen. Det gør mig ondt at høre, at du har mistet din mand til kræft, og det er helt forståeligt, at du stadig kan blive overmandet af sorg og er helt ved siden af dig selv, som du skriver. Ofte kan mærkedage og højtider være svære at komme igennem, fordi savn og minder står så stærkt.  Lige når man tror, at sorgen er ved at lette, kan man blive bombet tilbage med træthed, tomhed og tanker, der kører i ring. Det er helt normalt, og forståeligt at du bliver træt og ikke magter så meget, men jeg håber, at du finder overskud til at komme med i sorggruppen næste gang.

Det er bevægende at læse om jeres fine ritualer og  fejring af din mands fødselsdag med de to små flag og hvor var det dejligt, at I kunne fornemme din mand var med jer i ånden.  Det er så fint at læse om, at I sammen finder nogle gode måder at mindes og være i sorgen – det varmer mig om hjertet.  Det lyder som om både du og din søn gør rigtig mange gode ting, og at du er god til at tage dig af dig selv og din sorg – og også bare være i den. Selv har jeg også haft glæde af at afsætte en aften om ugen, hvor jeg i stilhed sad og mindedes min søster, det kunne være ved at kigge i billeder, skrive lidt dagbog, skrive mails til hendes børn, lytte til musik eller læse litteratur om folk der har mistet. På den måde var det som om sorgen fik et godt rum at være i, og jeg kunne være sammen med min søster i ånden. Jeg lavede faktisk også en spilleliste med musik, som gav mig ro og plads til at være i savnet og sorgen. For eksempel Arvo Pärt: Spiegel im spiegel.

Til sidst vil jeg bare gøre dig opmærksom på, at vi sidder hver dag på Sorglinjen fra kl. 17-21, og både du og din søn er velkommen til at ringe eller skrive herind på 70 209 903.

Venlig hilsen Kirstine, frivillig på sorglinjen