Mistet min mor
Kære brevkasse,
Jeg mistede min mor til kræft næsten 2 år siden. Det er stadig pisse hårdt, og jeg føler vitterlig at det var i går der hele skete.
Grunden til at jeg egentlig skriver denne her gang, er fordi at min far nu er begyndt at date. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere på det. For jeg forstår ham godt, og det var mit mors ønske, at han skulle, finde en anden at blive lykkelig med. Men jeg har det så mærkeligt med det. For mig er det jo KUN 2 år siden. Jeg har lyst til at græde, for jeg er bange for at miste min far også. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv..
Svar
Kære du
Jeg er ked af at høre, du har mistet, det er pisse uretfærdigt at miste sine forældre i så tidlig en alder.
Mit navn er Emilie, og jeg er frivillig på sorglinjen, fordi jeg blandt andre mistede min far til et kræftforløb, lige efter jeg var fyldt 18 år.
Jeg kan virkelig godt forstå den problematik, du beskriver. Min mor mødte en anden mand for tre år siden, og jeg havde det SÅ svært med det. Jeg følte mig helt vildt urimelig og egoistisk, fordi det var jo dejligt for hende, men jeg kunne slet ikke være i det, og havde ikke lyst til at møde ham, eller at han skulle med til ting.
Nu ved jeg ikke, hvordan dik fars og dit forhold er, men jeg sagde til min mor, at jeg var ked af, jeg reagerede sådan, men at jeg havde det helt vildt svært med det. Hun gav mig plads på den måde, at hun ikke stillede krav om, at jeg skulle møde ham, eller at han skulle med til ting med det samme. Jeg havde et halvt års tid fra jeg hørte om ham første gang, og til jeg så mødte ham. For mig handlede det meget om to forskellige ting, det ene at det er svært at se sin forældre med en anden, end dem man har mistet, og nok også lidt om usikkerheden i, at skulle møde ham og lære ham at kende, hvis det så ikke holdt.
Til sidst kunne jeg ikke udskyde det mere, og hun tog ham med til en af mine nevøers fødselsdag. Det var et rigtig godt sted, fordi der var en børn, man kunne lægge sin fokus på, og en masse andre mennesker, så det ikke kun var ham og jeg, som sad overfor hinanden. Jeg skal være ærlig og sige, der er mange mærkelig situationer, når ens forældre får en ny. Det var underligt at se dem holde i hånd de første gange, de første gange hun ikke kunne lave planer med mig, fordi hun skulle noget med ham eller hans familie. Der fyldte følelsen af at blive mindre vigtig, og at nu hun havde en anden, så ville hun sikkert slet ikke tale med mig om min far længere, og jeg ville være den eneste tilbage, som elskede og savnede ham. Det var en ensom og stor følelse at tænke, jeg var det eneste, som holdt liv i hans minde. Men nu er der gået tre år, de er gift, og jeg helt vildt glad for at have fået ham som en tilføjelse til min familie. Man kan ikke vide, om man vil komme overens på forhånd, og hvis det er helt nyt, skal du også have en chance for at lande i det først. Det er mega svært, og føles helt vildt usikkert.
For nu vil jeg nok sige til dig, dine følelser er dine, og dem er du i din fulde ret i til at have. Jeg kan genkende de følelser, du beskriver, og sorgprocessen er ikke statisk, men rykker sig. Jeg håber du kan finde noget genkendelse i det, jeg har skrevet, og hvis du har behov for at vende dine tanker, så sidder der frivillige på sorglinjen de fleste dage fra 17-21, som rigtig gerne vil enten chatte eller snakke i telefon. Du får et link til vores hjemmeside her: https://sorgcenter.dk/ hvor du kan finde både chatten og vores telefonnummer.
Jeg sender dig en masse varme tanker.
De bedste hilsner
Emilie