Kære dig

Først og fremmest, hvor er jeg ked af at høre, at du har mistet i så tidlig en alder, det er så uretfærdigt og alt for tidligt!

Jeg mistede min far for otte år siden, lige efter jeg var fyldt 18 år.

For mig er sorg noget, jeg har med mig. Jeg kommer aldrig til at komme mig over det, men jeg lever med det, og har det med mig. Sorgen ændrer form og fylder på en helt anden måde for mig, end den har gjort tidligere. Jeg savner min far, men savnet fylder ikke hver eneste dag i mit liv. Jeg studser over, at det lyder som om, den stadig fylder på en daglig basis for dig? Det lyder rigtig hårdt og energikrævende at have mærket savn så ofte i så mange år. Har du nogensinde talt med nogen om traumet af at have mistet din mor så tidligt? Når man mister som barn, kan man ikke nødvendigvis selv sætte ord på ens behov, eller række ud efter hjælp, og det kan være nødvendigt at nogen omkring en, hjælper og støtter med processen, så man få sat ord på ens tab?

 

Sorg er en individuel oplevelse, og det kan være lige så lammende mange år efter, som lige efter, især hvis man ikke har haft en ordentlig sorgproces. Jeg kan ikke udtale mig om din omgangskreds ville kunne forstå og rumme dig, hvis du rakte ud, men jeg kan sige, at jeg som yngre ikke oplevede at blive forstået eller rummet af min egen omgangskreds. Til gengæld har jeg som frivillig i børn, unge og sorg fundet et fællesskab med så meget forståelse og rummelighed, at jeg føler, at jeg de fleste dage har et afslappet forhold til min sorg. Nogen dage kan jeg stadigvæk savne helt vildt, det tror jeg aldrig vil gå væk, og det er også okay. Jeg er blevet god til at give det plads og lade mig selv dvæle ved det, når det kommer frem, det er en kæmpe lettelse at få lov til at lade det komme ud, når det viser sig, og i min erfaring er det værste, jeg kan gøre at prøve at gemme det væk og undertrykke mine følelser.

 

Du skriver, du bliver nødt til at skjule dine følelser, fordi du ikke vil have det påvirker dine børn? Jeg har ikke selv børn, så jeg har ikke direkte erfaring hermed, og ved ikke, hvor gamle dine børn er, men jeg har nogle små nevøer. Når de spørger til min far, eller har spurgt om jeg er ked af det, så svarer jeg dem ærligt, og jeg har typisk oplevet, at de er meget umiddelbare omkring det, og gode til at være i det. Jeg synes selv deres reaktion på det, har været en lettelse ift. voksnes reaktioner.  Måske dine børn gerne vil gøre om deres mormor, og måske i kan få nogle finde samtaler, om det som er svært? Jeg kan godt forstå, det er svært at overskue, og måske du selv skal tale med nogen om dine sorgreaktioner, inden du inddrager dine børn, men der er intet galt med at være ked af det, det er kun menneskeligt.

 

Du skriver en masse ting, hvor jeg har lyst til at stille dig spørgsmål for at være sikker på, jeg har forstået dig rigtigt, det kan være lidt svært nogen gange i en brevkasse. Hvis du skulle have lyst til at snakke med en af os frivillige, så kan du finde mere information om sorglinjen her: Sorglinjen. Der er en SMS, chat og telefon, som du kan ringe til hver dag mellem 17-21.

 

Vi vil rigtig gerne snakke om alt det svære, og lytte til dine tanker.

 

Jeg sender dig de varmeste tanker, og håber du har fået noget ud af det, jeg har skrevet.

 

De kærligste hilsner

Emilie