Savner min mor
Kvinde på 47 år fra Syddanmark, hvis mor er død
I oktober 2018 døde min mor hjemme, efter 1 1/2 års kræftsygdom.
Ugen inden, var hun i Nyhavn med min far og se musical. Hun levede og var tilstede indtil dagen før hun døde.
I de 1 1/2 år hun var syg, forsøgte jeg at være der mest muligt for hende. Være tilstede, lyttende og nærværende. Følge på sygehus og til læge. Tage på udflugter. Ringe ofte. Jeg tog plejeorlov, som skulle starte dagen efter hun døde. Men hun tog herfra med visheden om, at jeg ville være hos hende til det sidste.
Hun vidste hun skulle dø. Havde sagt farvel, valgt salmer til kirken og måltid efter bisættelsen. Alligevel føler jeg ikke jeg fik sagt rigtig farvel. Jeg var hos hende, lige til hun sov ind. Jeg savne dig mor! Min støtte, min forstående, den jeg delte alt med! Mine børn savner dig! Jeg synes det er så uretfærdigt! Hvorfor skal jeg aldrig se dig igen??
Forstår ikke du tog afsted så tidligt… men du ville ikke mere, og du er et bedre sted nu. Men kors hvor jeg savner dig!
Din kærlighed. Dine råd. Din ubetingede kærlighed til mig og mine børn. Din tid. Din omsorg. Hvor skal jeg lægge al det jeg før delte med dig?? Jeg føler mig leddeløs, uden dig. Kan man sige det som 47 årig? Sådan er det… tænker på hvornår man igen er oppe og ovenpå?
Hvornår sorgen finder en plads. Min verden er komplet forandret. Intet er det samme. Og verden kører videre, som om intet er hændt…
Jeg savner dig min elskede mor!
Svar
Kære du, som har skrevet ind til sorglinien. Jeg sidder her som frivillig og har læst dit brev, som har gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg forstår din sorg og ikke mindst det savn, der er opstået i kølvandet på din mors død.
Det er stærkt, at du så præcis udtrykker dine følelser i forbindelse hermed, den magtesløshed du føler og ikke mindst den erkendelse af, at din mors død er så definitiv. Den døde kommer ikke igen, det er bare så skræmmende, og du må langsomt erkende det, både på det psykiske og fysiske plan, og det kun et halvt år siden, du mistede din mor, så jeg kan godt forstå de følelser, som du sidder med. Sorg tager tid, masser af tid, du må give dig selv tålmodighed og omsorg,
Det er en erfaring også jeg måtte gøre efter tabet af min mand og man kan ikke forestille sig, hvordan det er, før man selv har prøvet det. Så jeg forstår hvad du netop lige nu går igennem.
Jeg kan fornemme i dit udtryksfulde brev, hvor meget din mor har betydet for Jer. Det gør jo, at savnet bliver så meget desto større. Det fundament, du havde, nemlig din mor, er pludselig forsvundet, så du føler dig leddeløs. Det er helt naturligt, også selvom du er 47 år. Alder har ingen betydning i denne sammenhæng.
Du skriver, at du ikke syntes, at du fik sagt rigtig farvel.Hvad mener du mon med det? Når jeg læser dit gribende brev, så tænker jeg, at du fik og brugte rigtig mange kræfter og ikke mindst tid på at være der for din mor. Du har gjort alt hvad der var menneskeligt muligt, det var jo også en måde at sige farvel på. Der var ikke noget, der ikke blev gjort, der var ingen tanker, der ikke var blevet delt. Din mor har følt sin datters kærlighed meget konkret. Det var i den ånd hun døde, og du var der lige til det sidste.
Verden bliver forandret. Man går i supermarkedet og ordner daglige gøremål som normalt. Alle andre render rundt som om intet var sket, selv om du har oplevet det værste, der kan ske. Ingenting er som det var, og verden forstår ikke, at du har mistet, et af de mest dyrebare mennesker i dit liv. Det er smertefuldt.
Tro mig, Jeg ved af erfaring, du kommer igennem det, men aldrig over det. Sorg har sit eget liv, og det kræver mange kræfter og ikke mindst tid. Så dine reaktioner er helt naturlige, men det gør jo ikke sorgarbejdet lettere.
Jeg ønsker for dig og dine børn, at I må finde hinanden i mindet om din mor, og at du vil give dig selv den omsorg, som din mor nu ikke mere kan give dig. Prøv også at skrive breve til din mor og fortæl hende hvordan du har det. Det har jeg selv brugt som en slags terapi.
Jeg håber at du kan bruge mine erfaringer og tanker, som jeg selv har oplevet, og som har betydet meget for mig.
Du skal vide at, der findes ingen ”rigtig” opskrift på at gennemleve et stort tab, og de følelser der følger med.
Masser af hilsner fra Inge