Sidste kontakt er gået bort
Hej
Min mor er død for nylig men jeg skriver på vegne af min mindste søster som er født mental retarderet og sen udviklet. Nu er hun 34 år og bor selv uden støtte (længere).
Udfordringen er at hun har forsøgt selvmord flere gange, men er nu et sted hvor hun ved at det ikke er optimalt. Dog har hun ingen kontakter. Vores mor var den eneste. Og hun er på førtidspension. Hun ønsker at tale med en psykolog/person ansigt til ansigt. Og tør derfor ikke at ringe. Jeg bor i Vejle, og hun i Aarhus, så vi kan ikke bare ses. Har i nogle ideer eller muligheder hun kan gøre brug af?
Svar
Kære jer
Tak for jeres besked til sorglinjen.
Jeg er utrolig ked af høre om jeres tab af jeres mor. Det er en kæmpe stor livsændring at miste så vigtig en person som ens mor, og især også når du skriver hun var den eneste i havde. Det er rigtig godt gået, at du har skrevet her ind til os. Jeg kan se du skriver at din søster ikke har mod på at ringe her ind, – hvilket er helt fair. I det Nationale Sorgcenter er der løbende cafe aftner med forskellige emner, hvor man kan møde andre som også har mistet. Der er ikke en psykolog til stede men frivillige som selv har mistet en nærtstående, måske det kunne være noget for dig og din søster. Vi har caféer både i Vejle og Aarhus, du kan se datoerne for de næste her: Det Nationale Sorgcenter | Facebook
Ellers kan I evt. tjekke www.sorgvejviser.dk – som er en side som viser sorggruppe tilbud i hele landet for efterladte efter dødsfald, måske der er en gruppe nær din søsters bopæl som hun kunne passe til hende.
Man har også altid mulighed for at ringe til sin egen læge for at få en henvisning til psykologhjælp. Nogle forsikringsselskaber tilbyder også gratis psykologhjælp, når man har mistet en nærtstående. Du kan evt. prøve at kontakte jeres forsikringsselskaber og spørge til dette.
Jeg ønsker jer alt det bedste og håber I finder den hjælp I sørger.
Mange hilsner Kathrine frivillig på sorglinjen