Kære du,

Det gør mig rigtig ondt at høre, at du har mistet din mand, og dine drenge har mistet deres far. Det må være utrolig hårdt at stå som tilbageværende forælder og skulle finde rundt i alle de følelser, som sorgen skaber – både for dig og dine drenge. Det er desværre et meget misforstået koncept, at mange tror, man har brug for ro, når man sørger, og at man selv ved- og kan sige til, hvad man har brug for, når man er i sorg. Når det langt hen ad vejen forholder sig stik modsat. Og det er jeg ked af at høre også lyder til at være tilfældet for dig og dine drenge.

Nu ved jeg ikke, om I har talt med jeres familie om, hvordan I har det, og hvordan det påvirker jer, når de reagerer, som de gør over for jer. Personligt havde jeg selv svært ved at være den, der skulle række ud til nogle fra min omgangskreds og fortælle dem, hvordan jeg havde det i og med min sorg, da jeg mistede min far. Netop fordi jeg ikke følte, at de selv rakte ud til mig på den måde, som jeg havde brug for. Men jeg oplevede til gengæld også at blive mødt af dem, når jeg fortalte om, hvordan jeg havde det, og at de tænkte mere over, hvad de kunne gøre for mig, og hvilke initiativer, de kunne tage for at møde mig i min sorg.

Ofte forholder det sig nemlig sådan, at de fleste rigtig gerne vil tale med en om ens sorg, men at de simpelthen ikke ved, hvordan de skal gribe det an, eller hvordan de skal spørge, også fordi de ikke vil gøre en ked af det. Og dér hjælper det enormt meget hos langt de fleste, når man selv fortæller, hvordan man har det, og hvordan andre bedst kan hjælpe en videre. Det sætter rigtig mange pris på. For hvis andre i ens omgangskreds ikke selv har oplevet at miste, eller hvad sorg vil sige, så ved de heller ikke bedre. Og så kan det også være svært for dem at vide, hvordan de skal navigere i det hele og være der for en pårørende.

Jeg ved virkelig godt, hvor hårdt og svært det er, når man står midt i det hele, med manglende overskud, i dyb sorg, og så også skal tænke på at informere andre omkring en om ens situation, og om at få hjælp, i virkeligheden. Som ellers er det mest naturlige i verden, når man er i sorg. Men min erfaring er også, at det som regel giver pote, og at andre sætter pris på ens ærlighed og åbenhed, og også gerne vil være der i den udstrækning de kan, og også gerne vil tale med en om det.

Jeg håber meget på, at du og dine drenge kan bruge ordene. Jeg sender i hvert fald en masse kærlige tanker jeres vej og håber I sammen finder ud af det hele. Her til sidst vil jeg også gerne gøre dig opmærksom på, at vi sidder på Sorglinjen hver dag fra kl. 17-21, og at både du og dine drenge er meget velkommen til at skrive ind på vores chat eller ringe på 70 209 903.

De varmeste og kærligste tanker jeres vej,

Mona, Frivillig på Sorglinjen