Kære du

Jeg er ked af at høre, at du har mistet en søn, det må være ubeskriveligt hårdt at skulle vænne sig til. Mit navn er Emilie, og jeg er frivillig herinde, fordi jeg har mistet min far og moster til sygdom for seks år siden.

Der kan være forskel på at miste forskellige relationer, men min erfaring ved at være på Sorglinjen er, at der er ligheder ved de fleste sorgforløb. Samtidig er det også min erfaring, at det hjælper at snakke med nogen, som har prøvet noget lignende, og at det kan give noget afklaring og nogen nye vinkler på ens egen sorg. I forhold til du ikke føler, du har fået snakket om din sorg, så vil jeg fortælle dig om Sorglinjen. Det er et tilbud herinde, hvor du kan chatte, skrive eller snakke i telefon med frivillige, som har prøvet noget lignende dig selv. Vi har alle sammen forskellige oplevelser og erfaringer, og derfor er der mange forskellige nuancer og forslag at hente i at kontakte os frivillige herinde.

Sorglinjen er åben hver dag fra 17-21, og du kan finde mere information og eventuelt tage kontakt HER. Jeg har også fundet en side til dig, som specielt er rette mod forældre, som har mistet børn. De har også nogle tilbud om sorggrupper. Du finder siden her: https://www.mistetbarn.dk/for-dig-der-har-mistet/sorggruppe-1/index.html

Jeg føler, at det er lidt en misforståelse, at sorg er noget, man kommer sig over. Man lærer at leve med det, og sorgen ændrer sig, og får en anderledes plads i ens liv. Jeg tænker i dag oftest på min far, når jeg kommer i tanke om et godt minde, end at han ikke er her mere. Det lyder rigtig hårdt at sidde med en følelse af ikke at være kommet videre, og jeg kommer til at tænke på forskellige ting, som gjorde jeg kunne rykke mig fremad i min sorgproces, eller som jeg kender andre, der har/har haft glæde af.

Selvom vi mister nogen i vores liv, kan vi godt holde relationen i live, for vores kærlighed til dem vi mister, og vores minder om dem, beholder vi, og tager med os. Derfor har jeg også kunne finde ro i at have nogen af de samtaler, jeg ville have haft med dem, hvis de stadig levede. Jeg kender nogen, som har gjort det ved at skrive breve og fortælle alt det, de gerne ville sige til dem, og jeg har ”snakket” med min far ved hans gravsted.

Jeg ved ikke, hvor gammel din søn nåede at blive, og om det er relaterbart for dig, men jeg er også fortsat med at gøre ting, jeg forbinder med min far. Vi elskede at stå på ski, og jeg tager stadig afsted, og føler mig tæt på ham, fordi det er en sport, jeg forbinder med ham. Samtidig var det også en ud af kroppen oplevelse de første år, jeg gjorde det, fordi han manglede, og jeg har nogle gange ville ringe til ham, og dele en skioplevelse med ham, fordi jeg i øjeblikket glemte, at han ikke levede længere. Derfor har jeg også måtte affinde mig med, at jeg bliver opmærksom på, han ikke er der, når jeg tager afsted, og at jeg må lade mig selv blive ked af det, hvis det kommer over mig.

Det kan være der er et sted, du er kommet med sin søn, hvor du kan føle dig tættere på ham? Det kan være vildt hårdt at gå tilbage til sådanne steder, men det har bragt mig til at få et godt forhold til min sorg, som har fået en mere naturlig plads i mit liv, uden, at det er ”styrende”. Det kan stadig komme over mig, men det sker sjældnere end det gjorde de første år, og jeg har nu fundet ud af at give det plads, når det kommer.

Jeg håber, du kan finde noget hjælp eller støtte i det, jeg har skrevet, og så ønsker jeg dig alt held og lykke.

De Kærligste Hilsener

Emilie