Sorg

Kvinde på 49 år fra Syddanmark, der har mistet sin far


Hej Brevkasse,


Jeg mistede i januar min far efter 6 års sygdom. Jeg har undervejs været bekymret for hvad jeg skulle gå i møde og det har været svært for mig at forestille mig, hvad det vil sige at miste en forældre.

Efter godt 3 måneder, hvor jeg har forsøgt at fortsætte mit liv uden min far, kan jeg nu begynde at mærke at min krop langsomt går i stå. Mit hoved føles som at være stressramt. Jeg glemmer aftaler og min koncentration er lav. Jeg leder efter ordene.


Det er ikke så tit jeg taler om sorgen med nogen, da jeg er bange for at være til besvær samtidig med at jeg nogle gange er virkelig porøs. Det er som at tårerne ligger på spring og jeg prøver at komme igennem min arbejdsdag uden gråd.


Forleden kørte jeg hjem fra arbejde, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne og det var som der blev lettet lidt på en ventil. Det føltes faktisk rart. Men jeg manglede nogen at mine vigtige nærmeste til at være omkring mig, men de var stadig på arbejde, så jeg kom selv igennem det. Om aftenen ringede jeg til min faster og fortalte hende om min oplevelse. Det er hende der hen ad vejen har klædt mig på til hvad jeg kunne komme til at møde af forskellige følelser undervejs. Hun fik ret.


Lige da min far døde, var jeg utrolig stærk og tog mig af praktiske ting. Det var vigtigt for mig at hans bisættelse blev i hans ånd. Det lykkedes ganske godt.

Min far sagde til mig, at det er vigtigt at jeg begynder at leve mit eget liv igen og at jeg passer godt på mit arbejde. Det prøver jeg på at få til at hænge sammen. Men jeg synes det kan være svært i perioder. Jeg føler mig presset på arbejde og det hjælper ikke lige frem.

Jeg tænker på hvordan andre får en sorgprocess til at fungere sammen med resten af hverdagen. Jeg bor alene, så jeg har ikke en primær person der er opmærksom på mig. Det kunne såmænd være rart lige nu.

Jeg har en datter på 24, en god veninde og min fætter der er gode at tale med.

Her ud over har jeg selvfølgelig min mor og en søster. Men det er ikke dem jeg bruger til at tale med, da vi ser meget forskelligt på tingene. Jeg var helt sikkert fars pige, og er det jo stadig.


Inden min far blev virkelig ramt, havde han energien til at hjælpe mig i min kolonihave. Det blev til vores lille åndehul. Når jeg i dag tager i haven, er det som om han stadig er med og det føltes faktisk helt fantastisk.


Jeg har virkelig undret mig over at jeg ikke er brudt grædende sammen. Men mere holdt på facaden og holde styr på mine ting og bevare kontrollen. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at græde noget mere, da det jo som regel letter. Gad vide om det kommer en dag, hvor læsset vælter?


Tak fordi du læste med.


 


Svar

Kære du.


Tak fordi du har taget dig tid til at skrive ind til os her på Sorglinjen.


Jeg forstår dig mere end du aner og kan genkende alt hvad du siger.


Jeg har selv mistet min søster til kræft for 2.5 år siden efter et meget langt forløb. Der var gode år og der var meget dårlige år, men vi vidste alle, at det kun gik én vej. Tanken om et liv uden hende var ubærligt.


Derudover kan jeg også lige fortælle dig, at jeg mistede min mor dag jeg kun var 20 og min far da jeg var 36. Så jeg ved alt om, hvad det vil sige, at miste forældre tillige.


Jeg kan forstå, at du var meget tæt med din far, og at I har haft et rigtigt dejligt forhold. Det er derfor meget naturligt, at du er i en sorgproces, hvor dit indre er i oprør, og det påvirker selvfølgelig hele din krop, der ikke kan fungere, som den tidligere gjorde. Det er en fuldstændig naturlig reaktion.


Du har som jeg, brugt meget tid på alt det praktiske der skal ske i forbindelse med et dødsfald. Man går fuldstændig på automatpilot og sætter sig selv bagest, man overhører fuldstændig de krav, som kroppen stiller til en. Man lukker låg på følelserne, fordi det er uoverskueligt at give plads til dem.


Men de vil ud, de følelser. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg gik på arbejde efter 14 dage, da jeg mistede min søster. Jeg havde været praktisk hele vejen igennem. Jeg skulle tage mig af mine egne børn, og mine niecer der havde mistet deres mor, tage mig af min svoger og være praktisk i hverdagen, men der var bare ingen, der tog sig af mig. Jeg bad heller ikke om hjælp. Min chef, der er læge i øvrigt, mente at nu var jeg som tidligere. Det var den største løgn.


Min mand og børn tog på ferie til Canada 4 uger efter begravelsen af min søster, og lige der styrtede min verden sammen.  Jeg fik angstanfald og følte mig så ufatteligt forladt. Jeg var så elendig, og de måtte afbryde deres ferie efter en uge. Jeg måtte sygemelde mig over en længere periode. Jeg havde ikke lyttet til mig selv. Jeg kan læse, at du også har taget styringen i hele denne proces og fuldstændig glemt dig selv, og ikke er blevet set. Bevaret kontrollen som du siger. Det har jeg også gjort alt alt for længe. For man vil jo nødig være til ”besvær”. Det er som om, man er bange for at gøre andre ked af det.


Men vi er jo porøse og vi er i dyb sorg. Vi bilder os ind, at vi har styr på det hele, når vi i virkeligheden har lyst til at krybe ind under dynen og vente på, at nogen kommer og trøster os. Være lille igen. Det sker bare ikke. Hele vores velkendte verden, alle de trygge rammer der var bygget op gennem livet, alt det der var selvfølgeligt, det hele er væk. Man er blottet og skal starte helt forfra.


Jeg kan genkende det hele. Jeg kan kun opfordre dig til at give det tid, og være i sorgen, tænke på din far og alt det gode i havde sammen. Anerkende at sorgen er en følgesvend, der vil forme dit liv fremover. Sorgen som efterhånden går over til savn, som vil give dig bedre dage og gode minder, men som også stadigvæk lang tid efter, kan ramme dig som en tornado. Jeg tror ikke du kan forvente, at du skal fungere som tidligere, når du er i denne sorgproces, og du skal ikke tage hensyn til, hvad folk rundt om dig måtte forvente af dig. Folk forstår ofte ikke, hvad sorg og savn indebærer, og det kan være utroligt hårdt og ensomt, at man ikke bliver forstået. Meld ud, at du sørger og at du befinder dig i et tomrum, at hele dit univers er vendt på hovedet, og at du ikke mere er den du var, at du gerne vil have at folk accepterer, at du og din far havde et helt særligt forhold og du er helt normal i din reaktion.


Det er dejligt at høre, at du har en datter, veninde og fætter som du kan tale med. Brug dem alt det du kan.


Jeg kunne selv ikke finde nogen der forstod mig, men var heldig at komme i en sorggruppe efter 1 ½ år. Det var en lettelse uden lige. Pludselig var der nogen jeg kunne spejle mig i og som genkendte alt det jeg følte og savnede. Intet var forbudt at tale om, og ingen følte at hinanden var mærkelige. Det var så utroligt dejligt, selvom følelserne sad ude på tøjet og vi både græd meget sammen, men så sandelig også kom til at grine af en masse ting. Jeg havde følt mig så ensom, selvom jeg aldrig er alene. Jeg havde følt mig som en alien, men nu var jeg pludselig et menneske igen.


Jeg vil derfor opfordre dig til at finde en sorggruppe. Du kan finde sorgtilbud nær dig på denne hjemmeside: https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/.


Læsset væltede for mig, fordi der ikke var plads til min sorg og mit savn. Vi var så ufatteligt tætte, min søster og jeg og vi var i kontakt med hinanden hver dag. Vi mistede jo begge vores forældre som unge og har derfor holdt sammen altid. Så tabet er enormt. Og jeg kan forstå, at du har været så ufatteligt tæt med din far. Det er en gave, at vi har været så heldige at kende nogle mennesker, der har betydet så meget for os, og som elskede os så højt. Det er kærlighedens pris. Det gør ondt at miste.


Find din far i jeres fælles åndehul, kolonihaven. Lav ting I lavede sammen, sæt lys for ham på mærkedage, lad ham være i dit hjerte altid, græd når du har brug for det, og lad din far være en del af dit liv stadigvæk.


Jeg ønsker dig virkelig det bedste fremover.


Kærlig hilsen Hanne