Svigerforældre ignorerer min sorg

Jeg mistede min mor for fire måneder siden.

Mine svigerforældre virker til helt at ignorere det, og det får mig til at føle mig både forkert og meget utilpas i deres selskab.

Jeg ved at mange har berøringsangst og har derfor forsøgt at tale og være åben, for at gå forrest – men det ændrer ingenting.

Jeg føler mig trist og uden energi; jeg savner at de ville drage omsorg.

Jeg vil ikke såre dem – men jeg kan mærke, at deres opførsel påvirker mig så negativt, at jeg tænker på om jeg må forlade min kæreste (som er fanget imellem os).


Hvordan skal jeg italesætte det? Hvad skal jeg gøre?


Svar

Kære dig


Det gør mig meget ondt at høre, at du har mistet din mor. Det må være rigtig svært for dig, at du oplever, at dine svigerforældre ignorerer din sorg, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor det får dig til at føle dig både forkert og utilpas sammen med dem. Jeg forstår også godt, hvorfor du savner, at de drager omsorg, når du står midt i din sorg og har brug for støtte fra andre.


Jeg mistede min far for 7 år siden, og jeg oplevede også en rigtig stor berøringsangst for at tale om død og sorg. Det er rigtig svært, og jeg havde meget svært ved at forene mig med, at det virkede som om, at folk bare ignorerede sorgen. Jeg besluttede mig derfor for at sige det direkte til de relationer, som jeg var skuffet over ikke spurgte mere ind. Det, jeg gjorde, var, at jeg sagde til dem, at jeg havde det rigtig svært over tabet af min far, og at det gjorde rigtig ondt på mig, at det virkede som om, at de ikke havde lyst til at tale med mig om min sorg. Jeg kan huske, at jeg sagde, at det fik mig til at føle mig meget alene med sorgen, og at jeg bare virkelig havde brug for, at dem omkring mig kunne være med mig i sorgen og tale om den. Min oplevelse var, at de fleste tog rigtig godt imod det, og jeg kan endda huske, at flere af mine relationer sagde til mig, at det var virkelig godt, at jeg italesatte det, fordi de faktisk havde haft meget svært ved at finde ud af, hvordan de bedst var der for mig – og at årsagen til, at de ikke havde spurgt mere ind, var fordi, de var bange for at gøre mig ked af det, selvom de havde lyst til at spørge ind til det. Det var derfor faktisk både en befrielse for dem og mig, at jeg turde italesætte det. Jeg gav faktisk også mine relationer en pjece om gode råd til at støtte en, der har mistet, som findes her hos Det Nationale Sorgcenter, og som du kan læse mere om her


Min erfaring er derfor, at det kan betale sig at være modig og sætte ord på, hvad der er brug for – også selvom det er rigtig hårdt at skulle være den, der er i sorg, og samtidig den, der skal sige til andre, om de ikke nok har lyst til at være der for en. Det kræver en del, når man er den, der har brug for at andre drager omsorg på deres eget initiativ – og når man virkelig ikke føler, at man har energien til at sige til andre, at man har brug for omsorg.


Jeg håber for dig, at du kan finde modet frem og tale med dem om, hvordan du har det. Forhåbentligt tager de godt imod det, så du ikke føler dig forkert og utilpas sammen med dem.


Husk du selvfølgelig også altid er velkommen til, at kontakte os på Sorglinjens øvrige platforme. F.eks. på tlf. 70 209 903, hvor frivillige sidder klar til at besvare din henvendelse.


Kærlig hilsen


Alexandra