Kvinde på 56 år fra Hovedstaden, der har mistet begge sin forældre og storebror 

Jeg mistede min far i 2015. Året efter mistede jeg min storebror og ved udgangen af 2017 mistede jeg min mor. Det var 3 meget surrealistiske og voldsomme år, hvor jeg aldrig nåede helt til bunds i min egen sorg. Jeg havde et meget nært forhold til alle tre og var meget involveret i deres svære sygdomsforløb.

Jeg var i Skotland, da min far blev indlagt og hvor vi fandt ud af, at det var terminalt, for at hjælpe min datter, der skulle starte på universitet. Et eller andet sted vidste jeg godt, da vi skulle afsted, at det ikke så godt ud med min far. Vi kom til Skotland om mandagen, men måtte flyve tilbage torsdag. Vi nåede, at få 2 dage med ham inden han sov ind tidlig lørdag morgen på min datters fødselsdag. Min datter og han havde et meget tæt forhold. Han var nærmest som en reservefar for hende gennem hele hendes opvækst. Han var også med til hendes fødsel.

Noget der piner mig rigtig meget er, at han var alene på hospitalet, da han sov ind. Jeg var alene med ham hele torsdag aften, hvor han – med det lidt han nu kunne sige på grund af metastaser i hjernen – flere gange sagde, at han ville hjem og sove i sin seng. Han forsøgte flere gange at komme op af sengen. Jeg har tænkt mange gange: Burde han være kommet hjem? Burde jeg have sovet hos ham? Hvorfor var der ingen på hospitalet, der foreslog, at vi kunne sove der?

Det var første gang, vi var i den situation og vi var alle helt forvirrede – ikke mindst min lillemor. De nåede, at fejre deres diamantbryllup. Hun havde på grund af forkalkning i begge øjne mistet en stor del af synet. Hun var på mange måder dybt afhængig af min far. Det var derfor også et stort chok for min mor, da han døde. Jeg flyttede derfor uden tøven ind hos hende i 1/2 år indtil vi fandt en beskyttet bolig til hende.

Det blev dog starten på, at hun udviklede en svær psykose på grund af savnet til min far og en ubeskrivelig ensomhedsfølelse. Hun begyndte at høre stemmer overalt, som sagde, at de ville komme om lidt og at hun skulle dø. Det var meget forfærdeligt og svært at være vidne til og endnu mere svært at finde den rigtige hjælp til hende. Hun blev tilknyttet et ældreteam fra hospitalet, men det var en meget overfladisk hjælp. Ingen nåede rigtigt ind til hende. Jeg fortsatte gennem 2 år med at besøge hende hver dag og begyndte at hjælpe med at gøre rent, lave mad og give hende bade og vi fik et endnu tættere forhold.

Midt i det hele blev min storebror mere og mere syg, hvilket var svært for min mor helt at forholde sig til – meget på grund af det stærke medicin hun nu fik, som holdt mange af hendes følelser nede. De gange hvor min storebror var indlagt var jeg hos ham, så meget som muligt. Jeg var hos ham igennem en uge i alle mine frokostpauser, når han skulle til strålebehandling. På det tidspunkt havde han fået en plads på et hospice. Da han forsvandt mere og mere, flyttede jeg ind hos ham på hospice en torsdag og den efterfølgende tirsdag sov han ind, mens jeg var alene med ham. Et meget traumatisk øjeblik og noget jeg har svært ved at slippe.

Jeg husker hvert et åndedræt og hver en lyd i stilheden og havde i de sidste øjeblikke mest lyst til at skrige og græde højt, men var bange for at forstyrre ham i det, han var i gang med: At slippe livet stille og roligt.

Jeg begyndte at gå til psykolog kort efter min fars død og igen efter min brors død. Det var en stor hjælp at få lov at snakke, men det var svært at nå helt til bunds i min sorg og det der virkelig havde sat sig fast inden i mig.

Vi blev nødt til at flytte min mor på plejehjem hvor der var opsyn døgnet rundt, men det blev bare aldrig godt. Også i lyset af, at mange bekendte og desværre også familien begyndte at holde sig væk. Hun blev mere og mere ensom. Hun sad på kanten af sin sofa dag ud og dag ind – i en venteposition og spurgte mig hele tiden, hvornår de andre i familien kom. Det var så synd, så synd. Jeg opbyggede en stor vrede i mig, som er blevet endnu større i dag – mod familien som svigtede hende, da hun havde allermest brug for den. Hun endte også i dyb ensomhed på hospitalet omend jeg fik samlet min 2 søskende den nat, hun sov ind på grund af et slidt hjerte.

Tiden på plejehjemmet var for min mor præget af stor usikkerhed og en rungende ensomhed. Kontaktpersonen forstod ikke hendes behov og hun blev sågar nægtet at få lidt brød om eftermiddagen, hvis hun var sulten. Hun missede nogle gange morgenmaden – fordi hun havde svært ved at se klokken og ikke rigtig havde nogen tidsfornemmelse. Dette brugte de på plejehjemmet, som en begrundelse for, at hun var sulten. De forsøgte at få det til at blive mors problem. Det blev bare aldrig godt. De var slet ikke gearet til at give min mor den fornødne pleje – og omsorg samtidig med at min familie (desværre også voksne børnebørn) holdt sig væk.

Min mor blev indlagt en mandag og sov stille ind natten til søndag. Igen reagerede jeg meget kraftigt, da min mor tog sit sidste åndedræt – kunne slet ikke finde ud af at være i min egen krop og måtte kæmpe for at holde gråden inde. Der er mange, mange flere detaljer, men det jeg har så svært ved stadig er at slippe alle billederne fra hospitalerne og hospice. Der dukker dagligt små øjeblikke op. Jeg har svært ved at lade alle de gode og fantastiske minder fylde mere.

Kan man udvikle nogle traumer, som kræver eksperthjælp? Eller er det tiden, der skal arbejde så jeg kan lære at leve i og med sorgen – for den vil jo altid være der. Jeg har jo så meget at være taknemmelig for og så meget kærlighed til livet – takket være mine fantastiske forældre og min dejlige storebror. Men måske har jeg brug for noget mere hjælp…Tak for ethvert godt råd og tak for jeres tid.