Tror ikke på det
Kvinde på 17 år fra Syddanmark, som har mistet en forælder
Hejsa, min far døde for snart 8 år siden, af et stofmisbrug.
Et halvt år inden han døde, havde jeg et mareridt om at jeg kom hjem fra skole, og fik at vide min far var død. Et halvt år efter, kommer jeg rent faktisk hjem fra skole, og får det hele at vide som i mit mareridt.
Og nu har jeg haft en drøm om at, min far ikke var død, men var gået under jorden.. og den var så realistisk, og sidste gang jeg havde en så realistisk drøm, var det da jeg drømte han var død. Og når jeg fortæller det til min mor, virker hun mærkelig, og prøver at komme væk fra samtalen, har også før sagt, at jeg jo håbede på, at det bare kunne have været sådan, men så snakker hun udenom igen. Plus der mangler nogle huller fra de historier, som jeg har fået at vide. Der er en del ting, der ikke giver mening.
Jeg var 10-11 da han døde, og jeg havde et stort ønske om at se ham, inden noget andet, men det mente folk ikke var godt for mig, fordi han var skåret i. Men jeg har også fået at vide, nogle år efter, at han skulle have haft set uhyggeligt ud og det var det hun sagde den gang. Men min mor siger, at læger er virkelig gode til at gøre det, så man ikke kan se liget er blevet tjekket, så det altså ser “flot” ud..Så det er så forvirrende, og det hele passer ikke sammen. Også det med at hun siger, at grunden til, at han ligger på de ukendtes gravsted er fordi vi ikke havde råd til at han skulle have sit eget sted, hvor man kunne mindes ham. Men vi har altså en familie, der har en del penge, og jeg ved, at de ville have hjulpet, hvis der blev spurgt.
Men ærligt, ved ikke om det er åndsvagt sagt, men jeg tror ikke han er død, jeg tror han er “forsvundet” fra overfladen eller hvad man siger, stukket af, forfalsket sin egen død, og at min mor har hjulpet. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, snakke med hende, eller andre..
Svar
Kære Du.
Jeg er virkelig ked af at høre om din situation, som lyder så forvirrende, stressende og virkelighedsfjern. Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig forvirret!
Inden jeg svarer nærmere på din besked, vil jeg lige fortælle dig lidt om mig. Jeg er frivillig herinde på Sorglinjen, fordi min mor døde af lungekræft for 2 år og 4 måneder siden. Min mor havde været syg i halvandet år, og vi fik at vide, at hun var terminal fra start af (dvs. at slutresultatet altid ville være at hun ville dø af kræften.)
Når jeg læser din besked, er der mange ting, som jeg kan nikke genkendende til. Efter min mors død har jeg haft så mange mareridt, hvoraf de værste var dem, hvor jeg drømte, at hun var levende. Dét splitsekund mellem mareridt og virkeligheden, mellem at drømme og at vågne, er så smerteligt fordi jeg i et øjeblik er sikker på, at alt er godt og at min mor stadig er levende. Når jeg så vågner nok til at huske at det ikke er rigtigt, så føles det som om det hele kommer for første gang.
Da jeg mistede min mor var jeg desværre ikke til stede. Jeg kom 5 minutter for sent. Men jeg havde muligheden for at se hende, endda ligge med hende. Og selvom jeg gennem halvandet år havde været bange for, hvordan hun ville se ud når hun døde, så var hun slet ikke skræmmende. Hun lignede sig selv og lignede stadig min mor. Men selv mens jeg lå med hende, oplevede jeg øjeblikke med tvivl, hvor jeg tænkte om hun havde bevæget sig (det var sengen) eller om jeg kunne mærke hendes hjerte banke (det var mit eget).
Jeg har så også haft lov til at se hende dagen, hvor hun skulle bisættes. Men der havde bedemanden fortalt mig, at grundet sygdommen, så kunne det være hendes lig simpelthen så for slemt ud til at han ville anbefale det. Så vi aftalte at han ville tjekke og så ville han sige til, hvis det var okay. Og det var det. Jeg var faktisk også med til at bære hende ned i kisten sammen med bedemanden, og til at lægge låg på kisten og høre og se skruerne blive skruet i låget. Men altså, på trods af alt dette, at jeg havde oplevet min mor død i så mange forskellige situationer, så var det stadig umuligt at forstå og at acceptere.
Selv da jeg modtog hendes dødsattest (et meget officielt papir, hvorpå der står at personen er død) var det svært, men det fik det til at virke meget mere officielt, med stempel og det hele. Det kan være, at dét at se din fars dødsattest kunne hjælpe med at føle, at det hele egentlig er virkeligt.
Jeg håber virkelig, at du finder ud af det!
Mvh,
Dzenana