Tryghed

Hej Brevkasse,


Jeg har mistet min mand i februar 2020.

Det er så svært at tro på det. Jeg står her helt alene med min tanker.


Svar

Hej Tryghedssøgende


Du skal vide, at jeg synes, det er modigt af dig at skrive til os her på sorglinjen. Det er ikke alle i din situation, der har mod til det. Mange bliver ofte ved med at gå alene med deres tanker, og får dermed ikke lettet deres hjerte for det, der fylder, hvilket jeg har erfaret er rigtig godt for mig.


Min kone døde for ca. tre år siden af kræft efter et sygdomsforløb på knap to år. Halvanden måned efter hun var død, havde jeg også svært ved helt at forstå, at hun var død. Jeg vidste ikke altid, hvordan jeg skulle udtrykke mit savn overfor andre. En anden ting er, at når jeg forsøgte at tale med andre end min psykolog om, hvordan jeg havde det, så var det ikke ualmindeligt, at de blev fjerne i blikket og ikke vidste, hvordan de skulle håndtere det, men det var heldigvis ikke alle.


De samtaler som jeg havde med min psykolog, både under min kones sygdomsforløb og efter hun døde, var rigtig gode for mig. Den bedste samtale havde jeg imidlertid med en helt tilfældig mand, som jeg kom til at tale med, da jeg skulle melde min kone ud af hendes fagforening. Den mand havde selv en nærtstående, der var død, og han kunne tale med mig med et helt andet nærvær og forståelse end, jeg havde mødt hos andre.


Han var kommet langt i sin sorgproces og fortalte, at han langsomt var vendt tilbage til livet. I situationen hjalp det mig rigtig meget, det gav mig en tro på fremtiden. Det hjalp mig også til at forstå, at min sorg nok ikke gik væk med det samme, da han fortalte, at han efter 2 år havde meldt sig i en sorggruppe. Det havde han gjort dels for at hjælpe andre, men også for at hjælpe sig selv. Efter tre år havde han en følelse af, at han var kommet godt igennem sin sorgproces.


På en eller anden måde gav det mig en ro at vide, hvad han havde været igennem. Det gjorde mig også godt at vide, hvad jeg eventuelt kunne se frem til. Det selvom jeg godt vidste, at mit eget forløb sagtens kunne udvikle sig anderledes. Bagefter kan jeg se, at mit eget forløb, med undtagelser, blev ligesådan. Jeg kom aldrig i en sorggruppe, men blev frivillig på Sorglinjen ca. to år efter min kone døde. Samtalen og det gode samvær med de andre frivillige gav/giver mig den sidste bearbejdning af min sorg.


Når du skriver, at du står så alene med dine tanker, kan jeg kun nikke genkendende til det, og jeg vil helt sikkert opfordre dig til tale med nogen og sætte ord på din sorg. Der er flere muligheder for det. Som du kan se ovenfor gik jeg til psykolog, hvilket var godt for mig. Jeg kom til psykolog via min sundhedsforsikring, men det er også muligt at få en henvisning og dermed tilskud via egen læge. Du er også mere end velkommen til at henvende dig her på Sorglinjen igen via brevkassen, chatten eller, i mine øjne endnu bedre, på telefonen (tlf.: 70 209 903)

og tale med en af os frivillige.


Der er også den mulighed, at du måske kan finde en sorggruppe i nærheden af, hvor du bor. Personligt havde det for mit vedkommende været for tidligt til, at jeg kunne rumme at være i en sorggruppe allerede halvanden måned efter min kones død. Men hvis du tror, det er noget for dig på nuværende tidspunkt, er det muligt at finde ud af, hvad der findes i dit nærområde ved at gå på https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/


Med håbet om at du finder nogen af dele dine tanker med.


De kærligste hilsener


Carsten