Behandling for voksne 28-64 år i Aalborg

At miste én, man holder af, kan forandre livet. Mange oplever, at hverdagen bliver tungere, og at savnet sætter sig dybt. For de fleste aftager sorgen gradvist over tid, men for nogle vil sorgen opleves intens og smertefuld selv efter lang tid. 

Hvis du er mellem 28 og 64 år og har mistet en partner, barn, forælder eller søskende, kan du få gratis psykologbehandling hos Det Nationale Sorgcenter i Aalborg.

Vores behandlingstilbud er målrettet dig, der efter seks måneder stadig oplever, at sorgen fylder så meget, at den påvirker din livskvalitet. Det kan være, du har svært ved at finde glæde i hverdagen, føler dig mere alene end før – eller kæmper med at finde din plads i livet efter tabet. Vores psykologer har særlig viden om sorg og erfaring med at hjælpe mennesker med at finde fodfæste i en ny hverdag, selv når det føles allersværest.

Hos Det Nationale Sorgcenter tilbyder vi både individuel behandling og gruppeforløb varetaget af vores psykologer, som har særlig viden om sorgbehandling for voksne.

Sådan kommer du i gang

1. Udfyld kontaktformularen
Du starter med at udfylde vores kontaktformular. Når vi har modtaget din henvendelse, får du en bekræftelse på mail.

2. Du bliver ringet op af en psykolog
En af vores psykologer ringer dig op i dagtimerne på hverdage. Vi forsøger at ringe samme dag, du har skrevet til os – eller hurtigst muligt derefter. Samtalen varer typisk 10–20 minutter.

3. Vi vurderer, hvordan vi bedst kan hjælpe dig
Samtalen handler om at forstå din situation og finde ud af, om et behandlingsforløb hos os er det rigtige for dig. Hvis du tilbydes et forløb, starter det enten med en indledende samtale eller ved, at du kommer på en venteliste til næste ledige gruppeforløb.

Har du brug for telefonrådgivning?

Du kan også få telefonrådgivning af en psykolog, hvis du har brug for vejledning, sparring eller et overblik over din situation. Vi ringer til dig inden for 48 timer på hverdage.

For at få hjælp eller råd og vejledning, bedes du starte med at udfylde ovenstående formular. Herefter vil én af vores psykologer ringe til dig. Du modtager en kvitteringsmail, når du har indsendt kontaktformularen. Har du udfordringer med at udfylde formularen kan du kontakte vores reception på 70 26 67 66.