Sådan bidrager i

Når børn gør en forskel for andre børn

Ved at deltage i skoleløbet sammen med kammerater oplever eleverne, hvordan deres indsats kan være med til at gøre en forskel. 

​Ud over motionen får børnene den følelse af fællesskab og glæde, man kan opleve, når man i flok hjælper andre. Måske kender de selv en sorgramt. Uanset kan de fleste sætte sig ind i, hvor vanskeligt det må være at miste en forælder, bror eller søster. 

Alle penge går ubeskåret til Børn, Unge & Sorg i Det Nationale Sorgcenter.

Når I støtter Børn, Unge & Sorg er I med til sikre, at sorgramte børn og unge kan få specialiseret og gratis psykologhjælp, der kan give håb og bringe dem videre i livet.

Hos Børn, Unge & Sorg får sorgramte børn hjælp, så sorgen ikke ødelægger deres liv.

Tilmeld din skole her

Det er nemt og gratis at tilmelde jeres skole til skoleløb.

Efter tilmeldingen bliver i kontaktet af Det Nationale Sorgcenter, som hjælper med planlægningen af skoleløbet.

Børn, Unge & Sorg arbejder for, at sorg aldrig må ødelægge liv

Det er smertefuldt, når en man elsker bliver alvorligt syg eller dør. Det kan være en mor, far, søster eller bror. De pårørende og efterladte børn og unge kan få en oplevelse af, at livet går i stykker. 

​Det er ikke ualmindeligt for børn at have sorg og sygdom inde på livet. Over 50.000 danske børn og unge har mistet en mor, far, søster eller bror. Over 80.000 børn og unge bliver hvert år berørt af sygdom i nærmeste familie.

Børn, Unge & Sorg arbejder for, at sorg og sygdom i den nærmeste familie ikke skal ødelægge liv – både gennem forebyggelse og behandling.

  • Psykologer i Børn, Unge & Sorg tilbyder specialiseret behandling til børn og unge under 28 år, der oplever død eller alvorlig fysisk sygdom hos forældre eller søskende. Behandlingen foregår både individuelt og i grupper med andre børn og unge. Det er meget hjælpsomt at møde andre, der som én selv har mistet eller er pårørende. 
     
  • Børn, Unge & Sorg forsøger også at aftabuisere død og sorg, så sorgramte ikke skal opleve, at de står alene, når sorgen rammer. Hvis sygdom, død og sorg er noget vi taler om, så bliver det også lettere at hjælpe sorgramte børn og unge og at spotte dem, der har brug for mere specialiseret hjælp.

Læs mere på Børn, Unge & Sorgs hjemmeside: www.sorgcenter.dk  

​Børn, Unge & Sorg er del af Det Nationale Sorgcenter. 

Betal dit sponsorat her

Alle donationer er fradragsberettiget

Efter løbet sørger barnet selv for, at deres donorer får betalt det aftalte beløb, inkl. at regne det ud, hvis der er aftalt beløb pr. kilometer eller omgange.

Tryk her under for at betale dit sponsorat eller få fradrag

Hvorfor oprette et testamente? 

Mange mennesker tror fejlagtigt, at det kun giver mening at oprette et testamente, hvis man har en stor formue eller komplekse familieforhold. Men sandheden er, at et testamente kan være gavnligt for alle, uanset formuens størrelse eller familiens sammensætning.  

Det kan det, da du med et testamente i høj grad selv bestemmer, hvordan din arv skal fordeles. Du kan vælge at tilgodese familiemedlemmer, venner eller velgørende organisationer. Din ægtefælle og børn er tvangsarvinger, hvilket betyder, at de har krav på en del af arven. Tvangsarven udgør 25% af din formue, som skal fordeles mellem din ægtefælle og dine børn. Resten af arven kan du frit disponere over. 

Hvis du ikke er gift og ikke har børn, kan du frit bestemme over hele din formue i dit testamente. Du kan betænke hvem du vil, uanset om det er familiemedlemmer, venner eller velgørende organisationer. 

Gode grunde…

Til at oprette et testamente

1. Du bestemmer selv over din arv: Med et testamente kan du præcist specificere, hvem der skal arve dine ejendele. Uden et testamente vil arven blive fordelt efter arvelovens regler, hvilket måske ikke stemmer overens med dine ønsker. Dette kan inkludere alt fra pengebeløb, smykker, kunstværker, ejendomme til personlige genstande med særlig speciel betydning.

2. Forebyggelse af konflikter: Et klart og præcist testamente kan hjælpe med at forebygge konflikter og misforståelser blandt de efterladte. Det sikrer, at dine ønsker bliver respekteret, og at der ikke opstår tvivl om, hvordan arven skal fordeles. 

3. Sikring af samlever: Hvis du ikke er gift, men ønsker at sikre din samlever, er det essentielt at oprette et testamente. Ifølge dansk arvelov arver ugifte samlevende ikke hinanden, medmindre der er oprettet et testamente. 

4. Beskyttelse af børn fra tidligere forhold: Hvis du har børn fra et tidligere forhold, kan et testamente sikre, at de får den arv, du ønsker at efterlade dem, uden komplikationer. 

Til at indtænke Det Nationale Sorgcenter i dit testamente

1. Støtte til velgørenhed: Mange vælger at betænke en eller flere velgørende organisationer i deres testamente. Dette kan være en måde at sikre, at dine værdier og interesser fortsætter med at gøre en forskel, selv efter din død. 

2. En gave af håb: Ved at inkludere Det Nationale Sorgcenter i dit testamente kan du sætte dit personlige aftryk på fremtiden og sikre, at dine værdier lever videre. Hvis du betænker os, er du med til at sikre, at sorg aldrig ødelægger livet. For en testamentarisk gave på 20.000 kr. kan du give et barn eller en ung et helt terapiforløb, og dermed være med til at sikre, at sygdom og død ikke ødelægger deres liv.   

3. Skattemæssige fordele: Det Nationale Sorgcenter er fritaget for boafgift, hvilket betyder, at hele beløbet går til det gode formål. 

4. Øget arv til øvrige arvinger: Ved at benytte 30%-løsningen kan du øge arven til dine øvrige arvinger, da organisationen betaler bo- og tillægsboafgiften for dem. 

5. Tilskud til advokathonorar: Hvis du vælger at betænke Det Nationale Sorgcenter (Børn, Unge & Sorg) i dit testamente, så dækker vi advokathonorar op til 5000 kr. inklusive moms i forbindelse med oprettelsen af testamentet.

Hør en andens historie

Derfor har jeg betænkt Det Nationale Sorgcenter i mit testamente.

”Ingen skal opleve det, jeg har oplevet. Alle børn, unge og familier skal vide, at der er hjælp at hente, når det værst tænkelige sker”, sådan siger Jonni, 51, om hans bevæggrund for at indtænke Det Nationale Sorgcenter i hans testamente.

Jonni mistede i en tidlig alder sin far og mener det var tavsheden omkring farens død, der gjorder, at farens dødsfald fik så store konsekvenser for familien, som det var tilfældet.  

”Politiet kom og fortalte, hvad der var sket. Det kom som et chok. Et chok, der var så stort, at jeg fra den dag af – og fortsat i dag – intet husker om min far og om mit liv inden ulykken. Jeg ved lidt om min barndom, men det er kun fordi, jeg har set billeder” siger Jonny, der udover chokket oplevede en enorm ensomhed og tavshed omkring farens dødsfald.

Ingen i familien ville tale om det. Hverken min mor, mine bedsteforældre eller andre familiemedlemmer. Tiden efter min fars død blev håndteret meget forskelligt af min mor, min bror og jeg selv. Det eneste, vi havde til fælles var tavsheden og vi hverken søgte eller fik hjælp

Jonny 51 år, har mistet mor, far og eneste bror.

Boafgift og 30%-løsningen 

Boafgift (tidligere kendt som arveafgift) er en afgift, der skal betales til staten, når man arver. Efterladte ægtefæller og velgørende organisationer er fritaget for boafgift. Børn og børnebørn betaler 15% i boafgift, når de arver. Øvrige familiemedlemmer, venner og bekendte betaler både de 15% i boafgift samt yderligere 25% i tillægsboafgift. 

Har du ingen børn eller børnebørn? Eller overvejer du for eksempel at betænke en søskende, en niece eller en ven, som er i den høje boafgiftsklasse? Så er der mulighed for, at du kan få din arv til at række længere ved at betænke en velgørende organisation. 

Det Nationale Sorgcenter (Børn, Unge & Sorg) ville for eksempel i en sådan situation betale boafgifterne for de øvrige arvinger i den høje boafgiftsklasse med en del af sin donation. På denne måde får arvingerne lidt mere i arv, og der bliver samtidig et beløb til den velgørende organisation.  

Den såkaldte 30%-løsning kan være en fordelagtig måde at reducere arveafgiften på for dine øvrige arvinger. Denne løsning indebærer, at en eller flere velgørende organisationer arver 30% af din formue på betingelse af, at organisationerne betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger. De resterende 70% af arven går således til dine øvrige arvinger, uden at de skal betale afgift. 

Eksempel 1 (2024 tal) uden betænkning af Det Nationale Sorgcenter

Arv i alt kr. 1.000.000 kr. 

Nevø/niece/ven kr. 674.974 kr. 

Staten kr. 325.026 kr. 

Eksempel 2 (2024 tal) med betænkning af Det Nationale Sorgcenter (og 30%-løsningen)

Arv i alt kr. 1.000.000 kr. 

Nevø/niece/ven kr. 700.000 kr. 

Det Nationale Sorgcenter kr. 83.724 kr. 

Staten kr. 216.276 kr. 

Eksemplerne ovenfor illustrerer, hvordan arvingerne arver 25.026 kr. mere ved at lade Det Nationale Sorgcenter arve 30% og betale bo- og tillægsboafgiften – Det Nationale Sorgcenter arver omkring 83.000 kr. efter de har betalt boafgiften.  

Andre ting der er værd at vide om testamenter

Sådan fordeles din arv uden et testamente

Hvis du ikke har oprettet et testamente, vil arven blive fordelt efter arvelovens regler.  

Arveloven opdeler arvinger i tre arveklasser: 

  1. Første arveklasse: Dette er din ægtefælle og dine livsarvinger (dvs. dine børn, børnebørn osv.). Hvis du har en ægtefælle, vil denne arve halvdelen af din formue, mens den anden halvdel deles mellem dine børn. Hvis du ikke har nogen livsarvinger, arver din ægtefælle hele formuen. 
  2. Anden arveklasse: Hvis du ikke efterlader dig en ægtefælle eller livsarvinger, går arven til dine forældre og deres efterkommere (dvs. dine søskende, nevøer og niecer osv.). Hver af dine forældre arver halvdelen af formuen, og hvis en af dem er død, går deres del til deres børn. 
  3. Tredje arveklasse: Hvis der heller ikke er arvinger i anden arveklasse, går arven til dine bedsteforældre og deres børn (dvs. dine mostre, morbrødre, fastre og farbrødre). Fætre og kusiner er ikke arvinger ifølge arveloven. 

Hvis der ikke er nogen arvinger i nogen af disse tre klasser, går arven til staten. Med et testamente kan du sikre, at din arv bliver fordelt efter dine ønsker.  

Sådan opretter du et testamente

At oprette et testamente behøver ikke være en kompliceret proces, selvom det umiddelbart kan virke som en uoverskuelig opgave. 

Selvom man kan oprette testamentet selv og få det underskrevet af to vidner, så anbefaler vi, at man får rådgivning af en advokat. Advokaten kan hjælpe med at formulere dine ønsker klart og tydeligt og sikre, at alle juridiske krav er opfyldt. Det Nationale Sorgcenters advokater, ML+ Partners tilbyder råd og vejledning og kan også være behjælpelig med udarbejdelse af testamente. Læs mere her  

Det Nationale Sorgcenter er en del af Det Gode Testamente, som er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at være bedre til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed. som er en sammenslutning af velgørende organisationer.  

Det Gode Testamente har udarbejdet en tjekliste til oprettelsen af et testamente, som du kan downloade her 

Hvad koster det at oprette et testamente

Det koster typisk et sted mellem 4.000 kr. og 8.000 kr. at få oprettet et testamente. Det Nationale Sorgcenter yder tilskud til advokathonoraret på op til 5.000 kr. hvis vi indskrives i testamentet.  

Tilskud til advokathonorar  

Hvis du vælger at betænke Det Nationale Sorgcenter (Børn, Unge & Sorg) i dit testamente, så dækker vi advokathonorar op til 5000 kr. inklusive moms i forbindelse med oprettelsen af testamentet. Tilskuddet er skattepligtigt. 

Betingelser for tilskud fra Det Nationale Sorgcenter

For at vi giver tilskud, gælder følgende vilkår: 

  • – Fakturaen skal udstedes direkte til Det Nationale Sorgcenter 
  • – Vi skal modtage en kopi af det notarpåtegnede testamente 
  • – Der skal være tale om en reel indsættelse af Det Nationale Sorgcenter i testamentet. Det betyder, at vi ikke giver tilskud, hvis indsættelsen er betinget fx af alle andre arvingers død eller af at indsættelsen forøger arven til de øvrige arvinger 

Hvis du har spørgsmål, så skriv til Jakob Garciá, Chefkonsulent Arv & Testamente på arv@sorgcenter.dk 

Ændring af testamente

Et testamente er ikke et statisk dokument, og det kan altid ændres eller tilbagekaldes, hvis dine ønsker eller livssituation ændrer sig. Ændring af testamentet sker på samme måde som ved oprettelsen. Det er vigtigt at overveje at gennemgå og eventuelt opdatere dit testamente ved større livsændringer, såsom skilsmisse, ægteskab, fødslen af børn eller dødsfald i familien. 

Når du ændrer dit testamente, kan du vælge at lave et tillæg (kodicil) til det eksisterende testamente, eller du kan vælge at oprette et helt nyt testamente. Hvis du laver et tillæg, skal det henvises til det eksisterende testamente og tydeligt angive de ændringer, du ønsker at foretage. Hvis du opretter et nyt testamente, bør det klart fremgå, at det nye testamente erstatter alle tidligere testamenter. Igen anbefaler vi, at du søger råd og vejledning hos advokat. 

Kontakt og rådgivning

Det Nationale Sorgcenters advokater ML+ PARTNERS, tilbyder gratis rådgivning til Det Nationale Sorgcenters brugere og nærmeste pårørende. ML+ PARTNERS rådgivning kan også omfatte privatretlige spørgsmål inden for almindelig familieret, arveret, skifte i forbindelse med skilsmisse og død og tilgrænsende retsområder/emner. Hvis du ønsker at benytte dig af den gratis rådgivning af vores ML+ PARTNERS, skal du i første omgang kontakte Jakob García, Chefkonsulent Arv & Testamente, Det Nationale Sorgcenter på arv@sorgcenter.dk eller tlf.: 29 33 37 63 

Du kan også finde mere information hos https://detgodetestamente.dk