Debatindlæg bragt i Børsen d. 16. maj 2026

At miste et menneske forandrer ikke kun livet derhjemme. Sorgen følger også med på arbejde.

Mange mennesker i sorg oplever at stå midt i en hverdag, der forventer, at man fortsætter som normalt, selvom døden har ændret alt. At man møder ind på arbejde med et savn, en træthed og en smerte, som ingen kan se udefra.

I dette debatindlæg i Børsen skriver Victoria Tepper, chef for behandling og rådgivning i Det Nationale Sorgcenter, om den plads sorg fylder på danske arbejdspladser, og hvorfor vi har brug for arbejdspladser, der i højere grad kan håndtere medarbejdere, der er i sorg over at have mistet. 

Debatindlæg

Af Victoria Tepper

Chef for behandling og rådgivning, Det Nationale Sorgcenter

Hver dag møder mennesker på arbejde med en sorg, de ikke kan lægge fra sig ved hoveddøren. Den sidder i kroppen, i koncentrationen og i den måde, man er en del af fællesskabet på. Arbejdet fortsætter. Det gør sorgen også. De fleste gør, hvad de kan for at leve op til det, der forventes af dem. Men det er ikke let, når sorgen også går på arbejde.

Selvom sorgen bæres af den enkelte, får den konsekvenser for det miljø, den træder ind i. Den bliver det, man ikke får sagt højt. Noget, der er til stede i rummet og påvirker alle. Den mærkes i kollegaer, der bliver i tvivl om, hvad de skal sige, og hvordan man er en god kollega i mødet med sorg. Og i lederen, der balancerer driften og ansvaret for en medarbejder i sorg – en situation, der hverken kan udskydes eller fremskyndes.

For selvom både arbejdspladsen og den sørgende stille håber på, at alt hurtigt bliver som før, passer sorgen dårligt ind i hverdagen, hvor tempoet er højt, og samarbejdet afgørende. Sorgen lader sig ikke presse ind i kalenderen eller tilpasser sig deadlines. Den er langsom i en verden, der er hurtig.

Ved hver overenskomstforhandling i nyere tid er der fokus på sammenhængen mellem familieliv og arbejde. Politisk diskuterer vi det faldende børnetal og den fremtidige arbejdsstyrke. Men i krydsfeltet mellem trivsel og fremtidens arbejdsmarked synes sorgen at være bemærkelsesværdigt fraværende. Dette er på trods af, at hver tiende medarbejder er ramt af sorg i større eller mindre grad på et hvilket som helst tidspunkt på danske arbejdspladser.

Sorgen er ikke undtagelsen, men en del af hverdagen på danske arbejdspladser. Alligevel møder mange efterladte usikkerhed, når de vender tilbage. Ledere og kollegaer vil gerne gøre det rigtige, men mangler viden og sprog. Resultatet bliver ofte tavshed. Og tavshed er ikke neutral. Den isolerer.

Det er en menneskelig omkostning, men også en strukturel udfordring. For når medarbejdere mistrives eller falder ud af arbejdsmarkedet, mærkes det i organisationer og i samfundsøkonomien. Tal fra Deloitte viser, at komplicerede sorgreaktioner hvert år koster milliarder i tabt produktivitet og overførsler.

Alligevel håndteres sorg stadig tilfældigt. Det overlades til den enkelte leder at finde ud af, hvad man gør, og til den enkelte kollega at vurdere, hvad man tør sige. Det er ikke rimeligt – hverken for dem, der står midt i sorgen, eller for arbejdspladsen der også rammes af en uundgåelig situation. Ifølge Dansk Erhverv er det kun én ud af 20 virksomheder, der har en sorgpolitik.

For vi ved faktisk, hvad der virker. Viden om sorg gør en forskel. At blive mødt, set og spurgt ind til kan være afgørende for, hvordan et menneske kommer igennem et tab. Arbejdspladser med klare rammer og en fælles tilgang til sorg står stærkere – både menneskeligt og organisatorisk.

Derfor er det på tide at løfte sorgen ud af det private rum og ind i det fælles ansvar. Hvis vi i hvert fald mener noget med, at trivsel på arbejdspladsen er afgørende, bør sorg være en naturlig del af det. Ikke som en ekstra indsats, men som en grundlæggende erkendelse af, at mennesker ikke kan parkere deres liv ved hoveddøren, når det gælder sorg over at have mistet.

For spørgsmålet er ikke, om sorgen rammer arbejdspladsen. Det gør den. Spørgsmålet er, om vi fortsat vil lade tavsheden være standarden, eller om vi vil skabe arbejdspladser, hvor der også er plads til en levende sorgkultur.

Sorgen forsvinder ikke, fordi vi undlader at tale om den.
Men det kan blive dyrt at lade som om, den ikke er der.