Børn og unge som pårørende – dilemmafilm

Hvad er dilemmafilm?

Dilemmafilmene er korte film med konstruerede samtaler mellem sundhedspersonale og forældre, alle spillet af skuespillere. Samtalerne er bygget op omkring en fiktiv case, hvor vi følger et forældrepar, Sarah og Søren, i samtaler med sygeplejerske og læge. Sarah er alvorligt syg, og der er tre børn i familien.

De fire dilemmafilm giver hvert et eksempel på, hvordan sundhedspersonalet kan tale med forældre om, hvordan de støtter deres børn på fire forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet:

  • Dilemmafilm 1: Tidspunktet omkring diagnosen
  • Dilemmafilm 2: Sygdommens op- og nedture
  • Dilemmafilm 3: Når sygdommen er uhelbredelig
  • Dilemmafilm 4: Efter dødsfaldet 

Sådan bruger du dilemmafilmene

Før hvert dilemmafilm kan du læse om den situation, familien befinder sig i. Undervejs er der indlagt korte pauser med spørgsmål, som giver dig mulighed for at stoppe op og tænke over, hvad du selv ville tænke eller sige i situationen. Du kan evt. notere dine overvejelser ned og tale videre med dine kolleger om dem.

Hver dilemmafilm giver et bud på mulige måder at tale med forældre på, som du kan lade dig inspirere af, og som kan give anledning til refleksion og til udveksling med kolleger.

Husk at der ikke er én rigtig måde at gøre det på, og at en samtale altid må tilpasses den enkelte familie og den givne situation. Ligeledes vil du som sundhedspersonale finde måder at tale med familier på, som passer godt til dig.

Hvis du allerede er vant til at hjælpe forældre med at støtte deres børn, kan dilemmafilmene give yderligere inspiration. Hvis området er nyt for dig, kan dilemmafilmenes eksempler kombineret med baggrundsviden om børn og unge pårørendes behov, forhåbentlig hjælpe dig med at komme i gang med sådanne samtaler med forældre.

Se dilemmafilm:

Dilemmafilm 1: Tidspunktet omkring diagnosen

Hvad skal børnene vide, hvor meget skal man fortælle og hvordan?

Forældre tænker ofte på, om de kan beskytte deres børn ved at undlade at informere. Børn registrerer dog ofte meget – forandringer i hjemmet, forældrenes humør, telefonsamtaler m.m. – og har brug for forklaringer. Der er ikke én rigtig måde at gøre det på. Spørg til forældrenes egne overvejelser og bekymringer, og støt dem i at reflektere over, hvordan de kan tale med deres børn.

Dilemmafilm 2: Sygdommens op- og nedture

Filmen giver dig et eksempel på en samtale, hvor læge og sygeplejerske taler med patienten og dennes ægtefælle om deres børns trivsel og behov i en hverdag med sygdom. Da filmen er kort og komprimeret, kommer informationer fra sygeplejersken til forældrene lidt bombastisk. I virkeligheden vil en sådan samtale ofte strække sig over lidt længere tid, med mulighed for at fx sygeplejersken kan følge op ad nogle omgange.

Hvis man har mere tid, vil der være mulighed for i højere grad at spørge til forældrenes egne bekymringer og tanker om børnene, og at lade dialogen forme sig ud fra dette.

Dilemmafilm 3: Når sygdommen er uhelbredelig

Den tredje dilemmafilm viser et eksempel på, hvordan sundhedsprofessionelle kan tage en samtale med forældrene om, hvordan de griber det an i forhold til børnene, når forælderen erklæres uhelbredeligt syg. Hvor meget skal man sige til børnene, hvornår og hvordan? Undervejs får du mulighed for at stoppe op og reflektere over, hvad du selv ville sige i situationen.

Rollespillet illustrerer især den sidste tid, den terminale fase/når døden er forestående. Information om ”Når sygdommen er uhelbredelig” gives i mange tilfælde også tidligere i et sygdomsforløb, når den helbredende behandling ophører, mens man fortsætter med en livsforlængende og lindrende behandling. Et forløb der kan vare måneder eller år.

Dilemmafilm 4: Efter dødsfaldet 

Det sidste afsnit af dilemmafilmene viser et eksempel på, hvordan sundhedsprofessionelle kan støtte familien, når børnene skal have beskeden om at forælderen er død. Hvordan orienteres børnene, skal børnene se den døde, og hvordan hjælper familien bedst børnene?

Der er ikke én rigtig måde at gøre det på, og at en samtale altid må tilpasses den enkelte familie og den givne situation. Ligeledes vil du som sundhedsperson finde måder at tale med familier på, som passer godt til dig.