Alt for mange døde

Hvordan bearbejder man multisorg?


I foråret 2017 lå min mands svoger for døden, og vi blev nært involveret. Siden døde også 2 meget nærstående venner, begge mine forældre, min svigermor og min bror.

Det har også involveret et alvorligt sygdomsforløb og 4 flytninger til hhv. ældreboliger og plejehjem at tage sig af. Og så har Corona-krisen endeligt slagtet mit ægteskab.


Det har været en intens tid med naturlige, forståeligt intense følelser


Men nu sker det, at jeg bare får trang til at græde og lave ingenting i timevis, uden at forstå hvad det konkret drejer sig om. Der er så meget!?


Svar

Kære dig


Tak for din besked og for at dele dine tanker og følelser. Det kræver mod og styrke at åbne op og række ud. Det gør mig ondt, at du har skullet opleve så meget tab og modgang på kort tid, og jeg kan godt forstå, at det har været en tid med intense følelser.


Når du fortæller om din historie, kan jeg sagtens sætte mig ind i, at du har behov for at græde og lave ingenting. Jeg får lyst til at spørge, om du giver dig selv plads til at græde, eller om du mon holder det inde?


Jeg har selv mistet min mor og haft perioder hvor jeg har haft behov for at græde og bare kigge ud af vinduet og give plads til sorgen. Men det tog mig noget tid før, at jeg gav mig selv lov til at græde igennem og udtrykke mine følelser og min sorg. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle dig præcis, hvordan man bearbejder multisorg, men min erfaring fortæller mig, at det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der kan hjælpe og lindre. For mig har det været til stor gavn at tale med andre og lære at sætte ord på sorgen og alle de nuancer og følelser, der følger med et tab. Jeg gik i en gruppe gennem Det Nationale Sorgcenter og det var en stor hjælp.

Måske det også kunne være noget for dig?


Her hos Det Nationale Sorgcenter har vi det, der hedder Sorglinjen, hvor vi sidder som frivillige hver dag kl. 17-21, fordi vi selv har mistet og har været igennem de samme, eller lignende oplevelser som dig.


Det betyder, at du er meget velkommen til at ringe ind og tale med os på tlf. 70 20 99 03, eller at skrive gennem chatten, som du finder her.


Der er frivillige i alle aldersgrupper på Sorglinjen på både telefon og chat – og fælles for os alle er, at vi selv har mistet en eller flere nærtstående og gerne vil lytte og dele vores erfaringer med dig.


Rundt omkring i landet findes der mange forskellige tilbud om hjælp til os, som er i sorg. Da jeg ikke ved hvor i landet, du bor, kan jeg ikke fortælle mere specifikt om hvilke organisationer eller grupper, der findes tæt på dig. Men her hos Det Nationale Sorgcenter har vi det, der hedder Sorgvejviser. Det er en side, hvor du kan indtaste hvilken del af landet, du bor i og hvilken type tilbud, som du søger. Du finder Sorgvejviseren her.


De bedste hilsener

Josefine