Hvad nu?
Kvinde på 24 år fra sjælland, der har mistet sin mor
Hej Brevkasse,
Min mor døde for 2,5 år siden efter et meget hårdt og langt sygdomsforløb. Hun døde af kræft.
Mine søskende og jeg har håndteret tabet forskelligt, men syntes egentlig at vi har klaret det ok under omstændighederne. Selvfølgelig er der gode og dårlige perioder hvor jeg lige pludselig føler mig overvældet og begynder at græde fordi jeg savner min mor.
Mit spørgsmål er: jeg har en storesøster på 27 som jeg er virkelig bekymret for. Jeg har besøgt hende med jævne mellemrum og tænkte, at hun klarede sig okay. Men lige nu er det som om, at alt falder til jorden for hende. Jeg føler, at jeg har svigtet hende og burde have set faresignalerne før. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er bekymret for, at hun “smider” alt hun har kæmpet for ift. uddannelse osv. ud fordi sorgen fylder så meget hos hende. Det gør mig virkelig ked af det for hun er en af de klogeste personer jeg kender og min mor ville heller ikke have ønsket det for hende. Jeg føler mig meget alene og på bar bund med hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt hun er voksen og har et ansvar for sig selv, men jeg vil gerne hjælpe – jeg aner bare ikke hvordan.
Mvh
Den bekymrede søster
Svar
Hej Bekymrede søster
Jeg synes, du skal vide, at jeg finder det enormt modigt af dig at række ud efter hjælp her hos os. Det er ikke alle, der har modet til det.
Jeg er rigtig ked af at høre at din mor er død af kræft, det er en forfærdelig sygdom. Min kone døde også af kræft, så jeg kan virkelig godt forstå, at du har dine op og nedture. Det oplever jeg også selv, men det var mere udpræget for mig, da der var gået 2,5 år, end nu hvor der er gået 3,5 år efter min kones død.
Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er at være bekymret for sin søster, men jeg ved, hvordan det er at være bekymret for sine børn, så jeg kan sagtens følge dig i din bekymring. En af de ting jeg har observeret hos min familie er, at vi har vidt forskellige måder at takle sorgen på. En taler gerne, en taler ikke ret meget og en tredje synes ikke, det er ok at være ked af det. Men ens for os alle er, at vi har været kede af det og haft brug for og glæde af at tale om vores sorg eller høre på at de andre taler om deres sorg.
For mit eget vedkommende fik jeg talt/hjælp via den psykolog jeg gik hos under min kones sygdom / død og efterfølgende via det fællesskab, som jeg har her på sorglinjen med de andre frivillige. En del herinde har gået i sorggruppe hos Børn Unge og Sorg og haft rigtig stor glæde af det, og er også frivillige her på linjen i dag. Men en ting jeg er blevet klar over, der hvor jeg er i dag, er, at da dødsfaldet var helt tæt på ikke var vi ikke i stand til at være hinandens sjælesørgere. Vi stod lidt hver for sig men alligevel sammen.
Det med at hjælpe hinanden er først kommet efterhånden, som dødsfaldet er kommer mere på afstand. Vi var simpelthen så præget af sorg, at vi ikke kunne hjælpe hinanden så godt som en udenforstående. Så jeg kan godt forstå, at du føler dig alene men også, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at hjælpe din søster. Jeg mener ikke du behøver have dårlig samvittighed, men du kan måske hjælpe din søster ved at vise hende dit brev herind til os på Sorglinjen og dermed vise hende, hvor bekymret du er for hende.
Som du kan se ovenfor er der mange måder at få hjælp på. Du kan eksempelvis opfordre din søster til at ringe eller skrive til sorglinjen, tage kontakt til Børn Unge & Sorg med henblik på at komme i en Sorggruppe, alternativt kan jeg anbefale at gå på Sorgvejviseren.dk og selv søge efter en Sorggruppe i dit lokalområde, hvis hun bor for langt fra København. Endelig er det en mulighed at opsøge en psykolog enten via egen læge eller måske via en sundhedsforsikring. Måske kunne du selv have lyst til at gøre brug af et af tilbuddene igen.
Med håb om en god sorgbearbejdelse og at du finder en løsning på dine udfordringer.
De kærligste hilsener
Carsten