Kære du, tak for dit brev.

Når man mister sit ægtefælle , kæreste eller samlever , så mister man også en del af fælles netværk, venner og bekendte.  Af den ene eller den anden grund forsvinder den tætte relation til den, der har overlevet , hvilket er meget svært at forstå og leve med.  Derfor  er det ikke svært at sætte sig ind i din situation og have empati for  det du, tænker , føler og mærker inde i kroppen. Og selvfølgelig skal du fortsætte at leve efter din mands død. Livet fortsætter om vi vil det eller ej, men det er ikke nemt, når du føler dig fremmedgjort overfor dine omgivelser. Det rammer dig hårdt , fordi du bærer smerten over din mands død samtidig med, at du kan se og mærke afstand mellem dig og dine omgivelser. Hvad kan du gøre ved det? Og har du prøvet at gøre noget? Når venner , bekendte, arbejdskolleger, naboer og andre ikke inviterer til fællesarrangementer, så ligger der måske ikke andet, end det at beskytte dig og lade dig gå igennem sorgprocessen.  Du skriver ikke noget om, hvornår du mistede din mand. Derfor ved jeg ikke , hvor langt du er inde i sorgprocessen, men uanset hvad, er det en god ide at tage ud og være med. Hvis du har energi til selv at spørge et par af dine venner og bekendte om hvorfor de glemmer at invitere dig til fødselsdage, middage, osv., så kan det være, at der er en åbning der. En anden mulighed er at du selv  arrangerer noget og som værtinde inviterer nogle af dem  og på den måde viser, at du er parat til samvær med andre.

Når folk ikke vil sætte sig ved siden af dig eller snakke med dig, så kan de være et tegn på deres egen usikkerhed og manglende mod til at træde frem. Så kan du gør det. Sig noget, sæt dig ved siden af en du kender eller ikke kender, tag ordet. Afslutningsvist kan man se, at du bestemt ikke er alene om det. Du skriver selv, at mange i din sorggruppe fortæller og oplever det samme. Det et vigtigt at huske, at det ikke er dig, men den kultur, vi må gøre noget ved.  Prøv at gøre det igennem din sorg med en positiv tilgang til livet og tag fat i dine venner og bekendte, så du bliver en del af et fælleskab.

Bedste hilsner

Azra, frivillig på Sorglinjen