Kære dig,

Tusind tak for dit brev. Først og fremmest, vil jeg gerne sige, at jeg blev rørt og følte mig genkendt, da jeg læste din besked. Jeg hedder Cecilie og sidder her som frivillig, fordi jeg mistede min bror for 2,5 år siden.

Selvom jeg ikke selv har haft en syg forældre, kan jeg godt genkende nogle ting, som du beskriver i dit brev. Bl.a. frygten for, at der skal ske noget med dem jeg elsker, eller frygten for at alt kommer til at ændre sig, hvis jeg tager en stor beslutning, der kan komme til at påvirke resten af familien.

Og helt klart også problematikken omkring at dele sin smerte eller sine bekymringer med ens forældre eller søskende: da jeg mistede min bror, havde jeg virkelig svært ved at tale om det, til at starte med. Jeg var bange for at påvirke andre omkring mig, især min anden bror og mine forældre. De sad allerede med så mange bekymringer og med deres sorg, og jeg var bange for at gøre det værre for dem. Og endte derfor tit med ikke at dele det med dem.

Men nu taler jeg meget mere med andre (med min familie, mine venner, med andre frivillige, og også med en fantastisk psykolog som jeg så for to år siden). Jeg kan mærke, at det gør noget godt for min sorgproces, fordi jeg bl.a. føler mig mindre alene med den tunge byrde. Og det tænker jeg, kunne hjælpe dig med at dele dine tanker og bekymringer om din far, og om hvad der skal ske, hvis du flytter? Du skal ikke sidde alene med det, og det er helt okay at dele byrden med din familie! Det kan være, du vil opleve at blive lettet, når du åbner op for det, og endelig kan tale om alt det, der fylder så meget for dig lige nu.

Når jeg taler om min bror, føler jeg mig mindre ensom. Om det er både, når jeg taler med min familie, som kender til situationen og går igennem samme proces og følelser, eller med andre, som ikke nødvendigvis kan genkende dét jeg taler om, men er nærværende, og minder mig om, at livet stadig er godt og fyldt med positive ting og projekter (som at flytte til Jylland pga. uddannelse ;))

Når jeg taler med mine forældre eller min bror, giver det mig ro, det får mig til at se, at tingene kan blive bedre, at vi kan klare det sammen og støtte hinanden.

Skyldfølelsen kan jeg godt genkende – du tør ikke flytte til Jylland, fordi du tænker måske, at du efterlader resten af familien, især din far. Det kan jeg godt forstå, men det lyder som om, at du tager rigtig meget ansvar for din familie, og måske bliver det godt at give plads til dine egne følelser, få lidt afstand og mærke efter dine egne behov, projekter og drømmer?

Jeg ved godt at det er nemmere at sige end at gøre 🙂  Og selvfølgelig betyder det ikke, at bekymringerne forsvinder. Men husk, at det bliver kun sværere at komme over frygt og bekymringer, hvis du også skal bære rundt på det sværeste i din verden alene.

Det kunne måske være en god idé at tale med nogle, som er i samme situation, som dig? Prøv evt. at følg dette link. Linket fører til vores hjemmeside, hvor du her kan se forskellige muligheder for, hvad man kan gøre, når ens forælder bliver alvorligt syg. Jeg kan på det varmeste anbefale vores samtalegrupper og vores psykologsessioner, som rigtig mange unge benytter sig af.

Så vil jeg også sige, at jeg synes, at det er rigtig modigt, at du skriver ind til os. Vi vil rigtig gerne være her for dig – både ved brevkassen, chatten og telefonen. Du kontakter os endelig bare, hvis du har spørgsmål – eller bare har brug for at dele dine tanker. du kan altid ringe til os: 70 209 903.

Jeg sender dig mange varme tanker.

De bedste hilsner, Cecilie (Frivillig)