Min kærestes mor er pludseligt død
Min kæreste og faren til min datter mistede sin mor efter 5 ugers sygdom. Det var en meget kaotisk tid, da hun bor i et andet land, der var meget rejse from og tilbage og meget modstridende kommunikation fra hospitalet – der blev givet og taget håb næsten dagligt. Hun døde til sidst, mens min kæreste holdt hendes hånd. Vi var begge med til begravelsen.
Nu er hverdagen jo igang. Min kæreste gør sig umage for at vende “tilbage” til det normale, men han ligner bare en, der er i vild smerte.
Hvordan støtter jeg ham bedst? Han har bestilt tid ved psykolog. Det er hårdt at være i for alle.
Svar
Kære dig
For det første vil jeg sige til dig, hvor er det dejligt, at du rækker ud til os, for bedst at kunne støtte din kæreste. Det viser en hel enorm kærlighed og omsorg. Det er så vigtigt med nogen omkring sig, der vil os det bedste, når livet viser sig fra sin barske side.
Jeg mistede min far for otte år siden lige efter, jeg var fyldt 18 år. Jeg oplevede ikke, at min omgangskreds kunne rumme min sorg, og det kan være så utrolig ensomt og isolerende at gå rundt med det alene.
En af de største misforståelser omkring sorg, som jeg stadigvæk møder, er, at man kommer over det. Det at miste en, man elsker, er ikke noget, man kommer sig over, men noget, man lærer at leve med. Jeg oplever, at sorg er meget levende, det ændrer form og væsen, det kommer til at fylde på en anden måde, som tiden går, og man kan bære det med sig på godt og ondt. Sorgen kan komme over en fuldstændig uprovokeret, og det jeg selv har oplevet er, at det bedste man kan gøre er at give den plads, og lade det rulle indover en, når det melder sig. Det kan være en utrolig lettelse at lade det fylde, fremfor at prøve at undertrykke det. Som pårørende vil mit bedste råd være at prøve at forberede sig på, at det tager tid, og at man ikke skal vente på, de kommer sig over sorgen, for at det er et urealistisk mål at sætte, og utrolig svært at “leve op til”, for den, som er i sorgen. Det er meget forskelligt, hvad folk har behov for, når de sørger, og det kan være uoverskueligt altid selv at være den, der skal starte samtalen, når man er i det. Så spørg ind, og åben samtalen for ham. Hvis han ikke har lyst til at snakke om det, så er det selvfølgelig helt ok, men det kan være en hjælp, at det ikke altid er ham selv, der skal invitere til samtalen, før i kan snakke om det, og bliv ved med at spørge, selvom han ikke vil snakke om det en dag, kan det godt være, han vil den næste. Der ligger nogle pjecer med citater fra folk, som har mistet på hjemmesiden her: Unge som har mistet og der ligger flere nederst på hjemmesiden her: Pjecer fra folk der har mistet. Det kan give dig noget konkret at forholde dig til fra andre, uden at din kæreste skal sætte ord på, hvordan han har det.
Det lyder rigtig godt, han rækker ud til en psykolog. Det lyder til at have været en meget stressende og skiftende periode for jer at skulle rumme, og der kan helt sikkert være nogle oplevelser, som kan være gode at vende med en professionel både for ham, men måske også for dig. Jeg vil dog også tilføje, at noget af det, der har givet mig allermest er at vende min oplevelser og reaktioner med andre, som har oplevet nogen lignende mig selv. Det har jeg fundet i de andre frivillige herinde i børn, unge og sorg, og derfor vil jeg også nævne vores sorglinje. Vi har både en SMS, chat og telefon, hvor man hver dag mellem 17-21 kan tale med andre, som har mistet, præcis ligesom din kæreste har. Du kan se mere om tilbuddene her: Sorglinjen. Det har for mig gjort en kæmpe forskel at kunne spejle mig i andre.
Til slut vil jeg sige, hvor er det stærkt, at du rækker ud, jeg håber, du kan bruge noget af det, jeg har skrevet, og ellers skal du også være velkommen til at kontakte Sorglinjen.
Jeg sender dig en masse varme tanker.
De kærligste hilsener
Emilie