Savnet og sorgen
Jeg har mistet min bror, min tante og svigersøn i 2020 indenfor 3 måneder. Jeg står i en følelse af, at det var alt for meget at miste på så kort tid. Jeg har gjort mig “ekstra stærk” for at overleve og har hele tiden været bevidst om at jeg kunne regne med en reaktion på et tidspunkt. Derfor fik jeg hurtigt kontakt til en god psykolog og hun hjælper også meget. Jeg føler nu et dybt savn og sorg, og føler at alle er kommet videre (lader også selv at jeg er) men dybest inde gør sorgen og savnet mere og mere ondt. Skal jeg kontakte sorglinjen??????
Svar
Kære kvinde på over 27 år,
Først og fremmest, mange tak for dit brevkasseindlæg. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt at række ud, når man står i sådan en svær situation, som du gør.
Jeg er virkelig ked af at høre at du har mistet og ovenikøbet så mange, på sådan en kort tid. Det er fuldstændig uretfærdigt.
Jeg kan godt forstå, at sorgen gør mere og mere ondt, når du ikke får italesat den hos dine nærmeste og derfor kan savnet blive ekstra stort. Jeg er dog glad for at høre, at du går til psykolog, selvom det ikke er det samme som, at snakke med andre, som også har prøvet at miste. Det er som om, at sorgen er et fremmed sprog, som kun kan forstås af dem, som selv har prøvet at miste.
Jeg hedder Miliena og er 21 år gammel. Jeg mistede min far til kræft for 5,5 år siden. Han var syg i 2,5 år og det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Ikke nok med det, mistede jeg min kusine et halvt år efter til en blodprop. Derudover døde min farmor i 2019 og mormor i 2020.
Da jeg mistede min far, var jeg bange for at miste igen og da det så skete, blev jeg fuldstændig målløs. Det var som om, at sorgen kom susende tilbage med dobbelt kraft. Ikke nok med, at savnet til min far stadig var meget stort, skulle jeg pludselig også forholde mig til, at der var flere mennesker, jeg holdt af, som blev taget fra mig og det hele blev hurtigt meget rutinepræget med begravelsesplanlægning osv., så derfor blev min sorgreaktion skubbet fremad og da jeg så var klar til at tale om mine følelser- kunne folk ikke forstå, hvorfor jeg først fik en reaktion flere uger efter. Men jeg tror, at det var en overlevelsesstrategi for mig. Folk forventer, at man kommer videre. Men hvorfor skal man acceptere noget så uretfærdigt?
Du skal vide, at du ikke er alene og du kan altid kontakte Sorglinjen på både chat eller telefon. Vi er til rådighed hver dag ml. 17-21.
En anden mulighed kunne også være en sorggruppe med jævnaldrende i samme situation som dig. Dét at kunne mødes og snakke med andre omkring sorgen- gør det mindre ensomt, at være i. En sorggruppe kunne evt. være et supplement til din individuelle terapi hos psykologen. Du kan evt. kigge på det her link:
https://www.sorgvejviser.dk/sorgtilbud/
Hvis det virker alt for uoverskueligt, kan du altid bruge os frivillige til at hjælpe dig med at finde en sorggruppe tæt på dig og så undersøger vi mulighederne sammen. Du kan også benytte dig af vores ”ring mig op”- funktion på hjemmesiden, som jeg vedhæfter her:
https://sorgcenter.dk/psykologhjaelp/ring-mig-op/
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Jeg håber i hvert fald det bedste for dig,
Kh Miliena