Kære dig,

Hvor gør det mig ondt at læse om dit tab og din situation. Hvor lyder det til, at du har det hårdt.

Jeg er frivillig på Sorglinjen fordi jeg mistede min eksmand (og mine børns far) for fire år siden efter et langt kræftforløb, og året efter mistede jeg min egen far til en hjernetumor.

Jeg kender så godt følelsen af træthed og udmattelse, af afmagt og savn og sorg som du beskriver. Jeg følte det som et tæppe, der lagde sig over min krop og fjernede al ilt og al energi, samtidig som jeg på den hårde måde lærte at “aldrig mere” er meget, meget lang tid ikke at se min far igen – og for mine børn at ikke se deres far.

“Aldrig mere” er helt uoverskuelig lang tid ikke at se den man elsker igen!! Så hvordan skal nogen kunne forstå det efter sølle fire måneder?

Efter fire måneder havde jeg dårligt nok forstået, at min far var død, så jeg kan sagtens følge din afmagt og hvor hårdt det er at sætte ord på en følelse, som er så stor og overskuelig at den dårlig kan beskrives med ord.

Jeg forsøgte selv at tage en uge ad gangen, og hvis det var uoverskueligt, så en dag ad gangen. Hvis det var svært, så en time ad gangen. Eller et minut.

Min følelse af sorg er ikke forsvundet i dag, tre år efter at jeg har mistet min far, men den er blevet anderledes.

Det er svært at beskrive hvordan, men min far er med mig hver dag og i mit hoved har vi mange og lange samtaler om stort og småt. Hans død optager ikke længere hele mit billede af ham, selv om savn og sorg stadigvæk er der, og jeg husker oplevelser, som vi havde sammen – både gode og også nogle gange mindre gode.

Du skriver at du kører på i 5. gear og arbejder rigtig meget, men jeg fornemmer, at du et eller andet sted ved, at andre ved, at du har det hårdt, at du savner og har det virkelig skidt. Du skriver at din krop har trukket håndbremsen, og jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at lytte til sin krop og de signaler den sender. At passe godt på dig selv. Og jeg tænker også at det at være alene med en stor sorg er noget som ingen mennesker burde være.

For mig blev sorgen ikke fjernet, helbredt eller “bedre” af at dele med andre, fordi jeg var stadig ked af det – men det blev anderledes lettere at være i følelsen af savn og sorg, når jeg kunne tale om det med andre mennesker. Både mennesker, der kendte min eksmand og min far, og andre omkring mig, hvis historier jeg ikke anede noget om, men hvor de nogle gange havde været igennem forløb, der mindede om mit eget.

Det var en trøst at være i, og jeg håber, at du kan finde nogen i din nærhed som du kan tage hul på boblen sammen med. Hvis du ikke har ord, så kan det være nok med at bede nogen – en veninde eller en i din familie – om et knus bare fordi du savner din far? Det er ikke altid, at der skal så mange ord til at få gang i den samtale… Selv kan jeg ikke huske, hvor mange knus jeg bad om og fik i en lang periode efter min eksmand og far døde, men det var mange. Og jeg beder om knus også den dag i dag.

Der er mange af unge frivillige herinde, der har haft glæde af de sorggrupper, som Børn, Unge og Sorg har. Sorggruppen kan være et rum hvor sorgen over din far får plads og du møder andre, der også har mistet og hører om deres situation og erfaringer.

Du er også velkommen til at kontakte os på Sorglinjen, hver dag mellem 17-21, på telefon eller chat.

Jeg håber, at du trækker håndbremsen rigtig hårdt, stopper op og lader dig selv være i sorgen, selv om det gør frygtelig ondt. Vi er her til at dele den med dig.

Kærlig hilsen og stort knus,

Stina