Hejsa,

Først et tak, fordi du skriver ind til brevkassen. Det er virkelig godt, du får sat ord på dine følelser og tanker omkring dét, at skabe en åben og sund dialog om døden med din datter.

Alle her på Sorglinjen sidder som frivillige, fordi vi selv har mistet og gerne vil dele vores erfaringer med andre, der står i samme eller lignende situationer som os selv. Jeg tror, at alle kan skriver under på det, at stå med en følelse af, at døden kan være en mærkelig størrelse og et svært emne at tale om. Jeg kan især forestille mig, at man må gøre sig en hel masse overvejelser om, hvordan man taler med børn om døden – og hvordan man kan tale om selvmord og at det også er en måde, man kan miste på. Uanset vil jeg gerne sige, at jeg synes, du gør det rigtige ved at tage snakken med din datter. Først og fremmest fordi, at jeg kan forstå, at din datter gerne vil vide mere og giver udtryk for en sund nysgerrighed. For det andet fordi, at døden, i min optik, aldrig må blive et tabu.

Hvis det kan hjælpe, så er jeg selv vokset op med en åben dialog omkring døden, da jeg mistede min farfar som lille. Det var aldrig noget, vi ikke måtte tale om og det fandt jeg enormt trygt og rart, i det døden ikke blev uhyggelig for mig. Da min mor døde for 2 år siden, oplevede jeg at det var naturligt for min familie, at bearbejde vores tab med hinanden ved at tale om det, netop fordi døden ikke var et tabu. Så jeg tænker klart, at du gør det rigtige i, at tage snakken med din datter omkring hendes onkels selvmord.

Det jeg bider mærke i er, at du fortæller, at din datter både er en eftertænksom pige, at hun har håndteret jeres tab flot, og så også at hun ikke stiller sig tilfreds med det, som i hidtil har fortalt hende omkring hendes onkels dødsfald. Derudover kan jeg også mærke på dig, at det er noget, som du har tænkt meget over – og at det er vigtigt for dig, at din datter ikke kommer til at gå med eventuelle uhyggelige tanker. Det skal også siges, at jeg forstår, at du kan have dine forbehold omkring at snakke om selvmord, da det kan virke enormt skræmmende for et lille menneske, at skulle forholde sig til at nogen måske vil tage sit eget liv. Dog kan jeg forestille mig, at din datter sagtens ville kunne håndtere, at I tog snakken.

Nu spørger du efter råd, og jeg synes faktisk, at det virker til, at du har gjort dig nogle virkelig fine overvejelser. Jeg tænker umiddelbart, at I i hvert fald skal tænke over, hvorvidt hendes farfar skal være med i den første samtale eller ej, også selvom de er tæt knyttet. Grunden til, at jeg skriver det er, at du siger, at han højst sandsynligt – og helt forståeligt – vil blive meget påvirket. Måske det kunne være en hindring for jeres åbne snak, hvis din datter mærker, at hendes farfar bliver påvirket af hendes spørgsmål, hvis hun føler, der er noget man ikke må spørge ind til. Eventuelt kunne man tage den første samtale alene, og så efterfølgende inddrage hendes farfar, således din datter ikke føler, at der er noget, hun ikke må spørge om.

Alternativt tænker jeg også, hvis samtalen skal være sammen med hendes farfar, at man på forhånd kan forklare, at hendes farfar selvfølgelig er meget ked af det over at have mistet sin søn og det derfor kan svært for ham at tale om, eller at han måske kommer til at græde – at det her er helt okay – og forklare det med, at du og hendes far også ville være meget kede af det, hvis i mistede hende. Jeg ved fra mig selv, at det har været rart, at døden altid var noget, man kunne snakke åbent om, også selvom man græd – og I skal virkelig gøre det på den måde, I føler jer mest komfortable med.

Jeg tror også, at det er vigtigt at tænkte over, at din datters interesse i hendes onkels død måske bunder meget i nysgerrighed, hvor hendes farfars interesse i at deltage i samtalen måske bunder mere i sorgen, han sidder tilbage med. Derfor tror jeg, at det kunne være godt for jer at gøre tanker i, hvordan en fælles snak vil påvirke jeres samtale.

Jeg tænker umiddelbart også, at det kan være en idé, at læse nogle bøger med din datter, da jeg tror, det kan være en overkommelig måde at inddrage andre perspektiver ift døden… Der findes rigtig mange fantastisk gode børnebøger, der italesætter døden, for eksempel Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” eller ”Mio Min Mio”.

Derudover ved jeg, at NEFOS, der er en organisation og et netværk for selvmordsramte, er super dygtige til bl.a. at rådgive omkring, hvordan man snakker med børn omkring selvmord. Måske det kunne være rart at snakke med dem, inden i tog snakken med jeres datter? Her har jeg i hvert fald linket til deres side, hvis det kunne have interesse: https://www.nefos.dk/efterladte/information

Uanset vil jeg meget gerne rose dig for at have lyst til at tage samtalen. Død og sorg må aldrig blive et tabu og det er så vigtigt, du har lyst til at tale åbent om det med din datter.

Jeg håber meget, at I får en god, måske også hård, men nødvendig samtale og at du kunne bruge mit svar til noget.

De bedste hilsner,

Nadja