Kvinde på 24 år fra midtjylland, hvis mor er død

Hej Brevkasse,

Lidt baggrunds historie.

Min mor blev terminalerklæret i sommeren, hvor jeg skulle til at starte i 2 år. på gymnasiet. Efter ca. 8 mdr døde min mor af kræft ca. 2 uger efter jeg fyldte 19 år. Det at hun blev terminalerklæret ramte hårdt. Men min mor har faktisk været kronisk syg hele min barndom, hun havde diabetes 1 og havde derfor flere skavanker, hvilket også førte til at hun fik en ny nyre da jeg var 5 år.

Min mor har altid været min bedste veninde, jeg har altid haft det svært i skolen i forhold til det sociale og har aldrig haft særlige mange venner, så min mor har altid været min bedste veninde og vi kunnen tale om alt. Dette stopper dog da hun under terminalforløbet er indlagt og får en psykose, fordi hun ikke har villet tage hendes medicin. Efter dette bliver hun aldrig sig selv igen, hun opfører ikke som jeg selv. Jeg kan ikke længere gå til hende, når jeg er ked af det, er sur på min far, eller har det svært i skolen, så jeg holder ligesom det hele inde. Samtidig med at min fars verden også er ved at ramle sammen og min storbror bor ikke længere hjemme.

Jeg tror jeg har kontrolleret min sorg indadtil, men også udadtil. Jeg sagde det aldrig til nogen lærer eller klassekammerater i gymnasiet om min mor (jeg var alligevel ikke tæt på nogen af eleverne, og ville ikke havde at de skulle havde ondt af mig). Kun en veninde vidste det og kunne støtte mig. Ingen skulle vide hvad der skete i mit liv. Jeg skabte en klar linje mellem skole og hjem, de to havde ikke noget med hinanden at gøre. Ingen skulle kunne se eller vide noget, så jeg kunne være i kontrol. Min mor døde en lørdag og mandag var jeg i skole som om ingenting var sket, og jeg kunne ikke mærke mig selv. Jeg kom dog til skolepsykolog 3 gange, psykologen ville havde jeg skulle tale med en anden psykolog om sorgen, men dette valgte jeg dog ikke at gøre, da vi ikke havde råd og det var for langt væk.

Udadtil fremstod jeg jo meget ressourcestærk, jeg kom hver dag i skole under min mors terminalforløb, og efterfølgende. Jeg klarede gymnasiet og består som om intet er hændt, og kommer på videregående uddannelse og forsætter i samme dur.

Og da jeg kom til storbyen for at læse videre, tog jeg til et arrangement ved børn og unge i sorg, men de havde venteliste på flere måneder for at komme i gruppeforløb og jeg følte at jeg var på et andet stadie og var kommet længere hen i min sorgforløb.

I stedet har jeg klaret mig så godt som jeg nu selv har kunnet i forhold til sorgen. Jeg har læst mange bøger om at miste en forælder og omkring sorg. Jeg går nu på en uddannelse der også giver mig indsigt og viden omkring psykologiske aspekter samt krise og sorgforløb. Og logisk set ved jeg at det, der har hjulet mig mest er at tænke på, at min mor ikke ville havde ønsket at jeg var ked af det og var i smerte, at hun vil ønske jeg havde et godt og lykkeligt liv. Jeg har kunnet snakke med min far og storbror om sorgen. Og derudover har jeg da også ofte grædt, hulkede, skreget, og fået fysisk ondt i kroppen og ondt i øjnene, og jeg har givet mig selv lov til dette. (dette er dog blev bedre nu, hvor det ikke længere er så voldsomt.

Nuværende situation:

Jeg skriver til brevkassen, fordi det er ca. 5 år siden hun døde nu. Og hendes død, eller især hendes terminal forløb påvirker mig stadig så jeg får flashback, små korte klips, som bare kører og springer fra det ene minde til det næste, (altid dårlige minder).

Det sker især når jeg bliver træt, eller har ro til at slappe af og ikke stresser over min uddannelse. Det sker også når jeg bliver ked af andre ting, der sker i mit liv, eller hvis jeg bare cykler og tanker kørere bare. Så får jeg flashback for dengang hun var terminal og hvor hun var i smerte, samt i forhold ting jeg gjorde/ikke gjorde.

Jeg tror meget om det handler om skyldfølelse, og en ansvarsfølelse, jeg har altid haft et ansvar for min mor. Min far arbejdede meget da jeg var barn og ung og var derfor ikke meget i hjemmet og derfor havde jeg ansvaret for min mor når jeg kom hjem fra skole. Jeg har skullet redde hendes liv utallige gange igennem årene i forhold til hendes diabetes og det sammen har min far og storebror.

Jeg føler skyld over ikke at kunne passe godt nok på hende igennem alle årene og igennem hendes terminalforløb. Skyldfølelse over at ville ønske at hun skulle død, fordi jeg ikke hun klarer den smerte hun var i og intet af medicinen kunne tage den, for hvis hun ikke var der ville der være ro på og jeg ville kunne trække vejret.

Jeg føler at jeg mentalt straffer mig selv, dog er det blevet bedre med årene, men jeg kan ikke slippe det helt. Jeg føler at jeg gør det med vilje, at jeg bruger disse dårlige minder for at straffe mig, så jeg får det endnu dårligere med mig selv. Jeg vil gerne finde andre måder at håndtere/cope med hendes død og sygdom på. Finde en anden måde at være forbundet med hende på uden at den eneste måde jeg kan huske/mindes om hende er igennem hendes og min smerte.

Jeg har ikke rigtig nogen som kan hjælpe, de mennesker jeg har i mit liv som jeg kan betro mig til, er min storebror, far og veninde. Dem kan jeg tale med om sorgen. Min bror har forsøgt at hjælpe mig ved at at jeg skal tænke på alt det positive omkring min mor og glemme alt det negative, men det føltes ikke sandt for mig, jeg kan ikke lukke ned for de ting vi har været udsat for igennem vores barndom og ungdom, eller de ting jeg har sagt til hende eller ikke gjort. Hvad jeg har brug for er konkrete redskaber til at ændre disse tankemønstre/coping mekanismer jeg gør brug af, så jeg håndtere min sorg og min hverdag anderledes.

Jeg håber at i kan hjælpe/rådgive mig.