Din historie gør en forskel

Sorg må ikke være et tabu – og ingen skal stå alene i den.

Når du deler din historie med sorg eller ventesorg, hjælper du med at nedbryde fordomme og skabe rum for samtaler, mange ellers har svært ved at tage hul på. Stemmer som din gør det lettere for andre at finde mod, håb og genkendelse midt i alt det svære. Sammen kan vi sætte sorg på samfundets dagsorden – dér hvor den hører til.

Vi søger mennesker, der har oplevet sorg eller ventesorg tæt inde på livet, og som har lyst til at bidrage med deres erfaringer. Der er ikke noget, du skal kunne sige “rigtigt” – kun noget, du har lyst til at dele, og som måske kan være en støtte for andre. Vi leder efter alle typer af mennesker, for sorg er nemlig universelt og unikt på én og samme tid.

Sådan kan du dele din historie

Du bestemmer selvfølgelig altid selv, hvad du har lyst til – og hvordan. Vi bruger personlige historier i mange forskellige sammenhænge. Her er nogle af de steder, din historie måske kan gøre en forskel:

Digitale platforme

Din historie kan blive delt i kortere eller længere form på vores Facebook, Instagram, LinkedIn, i vores nyhedsbrev eller på sorgcenter.dk. Det kan være et citat, en tekst, et interview eller et opslag, der giver andre mulighed for at spejle sig i det, du har oplevet.

Presse & medier

Indimellem samarbejder vi med journalister om at dele historier i pressen – fx i aviser, magasiner, radio eller tv. Det kan være i forbindelse med mærkedage, debatindlæg eller større kampagner, hvor vi ønsker at sætte fokus på sorg i offentligheden.

Kampagner & Video

Vi laver også videoer og større kampagner – fx med billeder og citater på plakater i bybilledet. Her kan din historie være med til at vække eftertanke, genkendelse og skabe opmærksomhed om, at sorg findes midt iblandt os alle.

Du kan altid sige ja eller nej

Uanset hvilken type opgave det drejer sig om, får du altid besked i god tid og har fuld kontrol over, om og hvordan du vil deltage.

Sådan foregår det

  1. Du udfylder formularen
    Her fortæller du lidt om dig selv og din historie, og hvordan du evt. kunne have lyst til at bidrage. Der er ingen forpligtelser – kun muligheder.
  2. Vi kontakter dig
    Når vi har en idé til en konkret opgave, hvor vi tænker, at din historie kan gøre en forskel, rækker vi ud til dig. Du får altid at vide, hvordan din historie vil blive brugt, og hvad det indebærer.
  3. Du tager stilling
    Hvis du har lyst til at være med, sender vi en samtykkeerklæring, som du nemt kan udfylde digitalt. Hvis du ikke har lyst lige nu, er det også helt okay.
  4. Vi skaber noget sammen
    Når du har givet samtykke, går vi i gang. Det kan være et interview, en tekst, en video – alt sammen i tæt dialog med dig.

Tilmelding til oplysningsarbejde for Det Nationale Sorgcenter

Med din tilmelding via denne formular indvilliger du i, at Det Nationale Sorgcenter må kontakte dig med hbp. din deltagelse i oplysningsarbejde udarbejdet af kommunikationsafdelingen i Det Nationale Sorgcenter. Det kan bl.a. men er ikke begrænset til betyde, at vi kontakter dig med hbp. at dele din historie på sociale medier for at oplyse om sorgens væsen, konsekvenser eller følelser. Det vil altid være muligt for dig, at svare nej til deltagelse.

Fødselsdato
Hvordan har du oplevet sorg?(Påkrævet)
Hvordan kunne du tænke dig at dele din historie?(Påkrævet)