Lærervejledning: Elevernes egne mindeskyer

Introduktion

I Knirke & Ræv kigger mod himlen spiller himlen og skyerne en vigtig rolle i fortællingens stemning. Flere steder i historien rettes blikket opad, og himlen bliver et sted, hvor tanker, savn og det usynlige får plads.

I denne aktivitet skal eleverne først udenfor og kigge på himlen, skyerne og naturen omkring dem. De skal lægge mærke til farver, former og stemninger og samle ord, som passer til oplevelsen. Tilbage i klassen skal de bruge deres indtryk til at skabe en himmel med skyer og knytte arbejdet til Rævs tanker, bogens stemning og det, man kan mærke uden nødvendigvis at kunne se det.

Aktiviteten giver eleverne mulighed for at arbejde kreativt med fortællingens stemning og symbolik på en tryg og konkret måde.

Opgave til Knirke & Ræv kigger mod himlen
Opmærksomhedspunkter
  • Hold fokus på bogens handling, stemning og figurer frem for elevernes egne oplevelser.
  • Eleverne må gerne tale om, hvad Ræv kunne tænke, føle eller huske.
  • Hvis enkelte elever selv kobler arbejdet til egne tanker eller minder, skal det være frivilligt og foregå i trygge rammer.
  • Vær opmærksom på, at himmel, savn og det usynlige kan åbne for store tanker. Hold derfor samtalen rolig, konkret og tekstnær.
  • Vælg en kort og overskuelig tur ud, så eleverne har ro til at observere.
  • Det vigtigste er ikke, at eleverne laver noget, der ligner bogens illustrationer, men at de arbejder med stemning, farver og enkle udtryk.
Arbejdsformer i forløbet
  • Fælles samtale om bogens stemning
  • Kort udeaktivitet med observationer
  • Individuelt kreativt arbejde
  • Makker- eller gruppevis præsentation
Materialer
  • Papir eller karton
  • Blå, hvide og evt. grå farver
  • Pensler og vand
  • Vat
  • Lim
  • Evt. farveblyanter eller tuscher
  • Evt. underlag til udebrug og clipboards/notatark
Tidsforbrug

Ca. 60-90 minutter

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Aktiviteten hjælper eleverne med at arbejde med fortællingens stemning og symbolik gennem sansning, samtale og æstetisk produktion. Når eleverne først oplever himlen og naturen og bagefter omsætter deres indtryk til et billede, får de mulighed for at forbinde bogens univers med noget konkret og sanseligt.

Samtidig støtter aktiviteten elevernes evne til at sætte ord på stemninger, tanker og det usynlige i en fortælling. Opgaven er bygget op, så eleverne kan deltage uden at skulle dele private oplevelser, men stadig arbejde med savn, minder og håb gennem Rævs perspektiv og bogens univers.

Sådan gør du

1. Tal om himlen i historien

Start med en kort fælles samtale om, hvordan himlen og blikket opad betyder noget i Knirke & Ræv kigger mod himlen.

Spørg for eksempel:

  • Hvad lægger I mærke til ved himlen på bogens billeder?
  • Hvorfor tror I, figurerne nogle gange kigger op?
  • Hvilken stemning giver himlen i historien?
  • Hvad kan skyer og himmel mon betyde i fortællingen?

Notér gerne enkelte ord på tavlen, f.eks.: stille, let, stor, grå, lys, blød, savn, rolig.

2. Gå udenfor og kig op

Fortæl eleverne, at de nu skal ud og kigge på himlen og lægge mærke til, hvordan den ser ud i dag.

Bed dem især lægge mærke til:

  • Himlens farver
  • Skyernes former
  • Om himlen virker lys, tung, rolig eller vild
  • Om noget i naturen passer til den stemning, de får
  • Undervejs kan du stille enkle spørgsmål som:
    • Hvordan ser himlen ud i dag?
    • Hvilke farver kan I se?
    • Bevæger skyerne sig hurtigt eller langsomt?
    • Hvilken stemning giver himlen jer?
    • Hvad tror I, Ræv ville tænke, hvis hun stod her og kiggede op?

Stop gerne et sted og saml ord sammen i fællesskab. Eleverne kan også selv sige et ord hver, som passer til det, de ser.

3. Lav en himmel med mindeskyer

Når I kommer ind igen, skal eleverne lave deres egen himmel på papir eller karton.

Eleverne maler først en himmelbaggrund inspireret af det, de så udenfor.

Når baggrunden er klar, laver de skyer af vat.

I eller ved skyerne skriver eller tegner de én eller flere af følgende ting:

  • Noget Ræv kunne tænke på
  • Et ord, der passer til bogens stemning
  • Noget man ikke kan se, men som man kan mærke
  • En tanke eller følelse, der passer til himlen i historien

For at gøre opgaven overskuelig kan du bede eleverne vælge:

  • Tre ord fra turen 
  • Én sky og én sætning 
  • Eller tegning, der passer til Ræv
4. Del i små grupper

Når billederne er færdige, viser eleverne dem til en makker eller i små grupper.

De kan bruge sætningsstartere som:

  • Jeg har valgt farverne, fordi …
  • Min himmel passer til Ræv, fordi …
  • Jeg tror, stemningen er …
  • Det usynlige i mit billede er …
5. Fælles opsamling

Afslut med en kort fælles samtale:

  • Hvordan kan en himmel vise en stemning?
  • Hvordan kan noget stille eller usynligt fylde meget i en historie?
  • Hvad tror I, himlen betyder for Ræv?
  • Hvad tror I, himlen betyder for Ræv?

Hæng eventuelt billederne op i klassen eller på gangen, så eleverne kan se hinandens forskellige bud på bogens stemning.

Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: