Når børn bliver pårørende, bliver de ofte også ensomme
Børn, Unge & Sorg er sammen med en række andre organisationer afsender på et åbent brev til sundhedsminister Sophie Løhde i dagens Jyllands-Posten. Her kommer vi med konkrete løsningsforslag til, hvordan vi som samfund bedst muligt støtter børn og unge som pårørende.
Kære Sophie Løhde, tillykke med valget og dit nye hverv som minister.
Vi har sendt et brev til dig og dit ministerium fra alle os. Det har vi, fordi vi som samfund har en blind vinkel i forhold til de tusindvis af børn, der vokser op som børn af eller søskende til misbrugere, kræftsyge, psykisk syge, indsatte eller familie, der på anden vis er ramt af handicap, sygdom og død eller social udsathed.
Fakta er nemlig, at halvdelen af alle børn, der vokser op i en familie med alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, er ensomme. De er også plaget af skyld og skam, har ondt i maven og isolerer sig fra kammeraterne. Med andre ord mistrives disse børn i alvorlig grad og er truet i deres velfærd på samme måde som børn, der er direkte udsat for overgreb og svigt. Hvis ikke vi griber forebyggende ind, viser forskning, at de er i højrisikogruppe for at udvikle psykiske og sociale problemer, der kan række langt ind i voksenlivet.
Læs også: Børn, Unge & Sorg ønsker lov til børn og unge som pårørende
Selvfølgelig skal der bruges ressourcer på den syge eller den, der har et misbrug. Men kriser og sygdom rammer hele familier, ikke bare enkeltpersoner. Det er almen praksis nu, f.eks. i sundhedssektoren, at tænke voksne som pårørende ind i handleplanerne og behandlingen. Men vi glemmer børnene.
Det er rigtigt fint, at vi i første omgang får de nationale kompetencecentre. Der er behov for mere viden, og der er behov for, at sundhedspersonalet får nogle konkrete værktøjer til at tage barnets perspektiv. Men der er brug for meget mere. Det bør være obligatorisk for det relevante personale at spørge voksne, som indlægges med eller behandles mod alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, eller som indsættes i fængsel, om der er hjemmeboende børn. Man kan indlede med en risikovurdering, så man sikrer sig, at man får et billede af børnenes belastningsgrad, og at børnene skal indskrives i behandlings- og handleplaner fra starten. Det kræver, at sundhedspersonalet er rustet til at tale med børn om deres behov og inddrage dem.
Som det er nu, er sundhedspersonalet ikke tilstrækkeligt uddannet til at tage hånd om børnene. Der skal tales med børnene om f.eks. forælderens sygdom. En 10-årig har ikke begreb om, hvad eksempelvis en depression er, det skal forklares i børnehøjde, at hjernen i en periode er gået i ”stykker”, og at mor lige nu kun kan huske de negative tanker. De skal mødes med en tro på, at der er nogle, der tager sig af deres mor og far, og at andre børn har lignende oplevelser. De har, med andre ord, brug for voksne, der er rustet til at tage hånd om børnenes tanker og situation.
Læs også: Hvad der er bedst for den døende, er ikke nødvendigvis bedst for børnene
Også en social sag
Børn som pårørende er ikke alene et anliggende for sundhedsmyndighederne. Det angår i høj grad også de sociale myndigheder, altså kommunen, idet det i mange tilfælde er kommunen, der skal yde støtte til børnene, når deres problemer har en social slagside. Derfor er der brug for retningslinjer for, hvordan alle ansvarlige myndigheder inddrages så tidligt som muligt i en sag.
Vi stiller os gerne til rådighed for en uddybning og ser frem til et godt samarbejde om at få børn som pårørende ud af den blinde vinkel. Det fortjener de.