I Politikens leder 24. marts 2016 kunne man læse:

”vi skal holde op med at sygeliggøre ellers normale liv, der indeholder sorg, smerte og skæve sindsstilstande”.

Lederskribenten er tydeligvis en af de heldige, der ikke kender til, hvor syg man kan blive af sorg. Men det ved de 16.000 – 20.000 danskere, der ifølge forskerne hvert år rammes af kompliceret sorg. Mennesker, der bliver så syge, at de ikke kan tage tilstrækkeligt hånd om deres hjemmeboende børn, passe deres arbejde eller studie, unge, der havner i misbrug eller kriminalitet, og ældre, der udvikler depression eller forsøger selvmord.Oveni har de meget svært ved at få den rigtige behandling og allerværst: De tilbud, der findes i dag, gør undertiden ondt værre.

Derfor er det også skævt, når det videre i lederen hedder ”når endnu flere af tilværelsens smertefulde rystelser bliver diagnoser, skævvrider det sundhedsvæsenet, hvor stadig flere ressourcer går til de lettere lidelser, mens vanskelige psykiske sygdomme som skizofreni nedprioriteres. Alene den nye sorgdiagnose snupper 8 mio. kr. fra Satspuljemidlerne”.

Lad mig slå fast med syvtommersøm: Kompliceret sorg hører ikke til kategorien ”lettere lidelser”. En ubehandlet kompliceret sorg har høje både menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. En dansk undersøgelse viser, at godt 10 % af de sorgramte familier med hjemmeboende børn rammes så hårdt, at familierne bryder sammen. En cost benefit analyse, udført for Børn, Unge & Sorg, dokumenterer, at der er en samfundsmæssig besparelse på 288.000 kr. pr. ung, som behandles for kompliceret sorg.

Børn, Unge & Sorg har en stor del af ansvaret for det som lederskribenten beskriver som at ”den nye sorgdiagnose snupper 8 mio. kr. fra Satspuljemidlerne” over tre år til opbygning af et Nationalt Sorgcenter. På baggrund af ansøgning fra Børn, Unge & Sorg erkendte politikerne, at Danmark har behov for et Nationalt Sorgcenter. Og hvorfor nu det? Blandt andet fordi læger, psykologer og andre sundhedsprofessionelle i dag ikke er tilstrækkeligt fagligt klædt på til at forebygge, diagnosticere eller behandle komplicerede sorgtilstande. Det betyder, at mange efterladte enten fejl- eller overbehandles i det offentlige sundhedssystem, og at gruppen af efterladte med kompliceret sorg ofte slet ikke får den nødvendige behandling.

Mennesker, der rammes af kompliceret sorg, har i dag meget, meget svært ved at få specialiseret evidensbaseret psykologisk behandling, fordi behandlingen kun findes i yderst begrænset omfang. I dag har alle sørgende mulighed for at få psykologhjælp via sygesikringsordningen efter henvisning fra egen læge. Problemet med denne ordning er, at psykologer under sygesikringsordningen ofte er generalister og ikke specialiseret i at behandle kompliceret sorgtilstande, da psykologerne ud over sorg skal tage sig af yderligere 10 hændelser, fx røveri- voldtægt, incest, angst og depression. Derudover bruger vi offentlige midler på at ”behandle” normalt sørgende, fordi der i forbindelse med henvisningen sjældent skelnes mellem, om sorgen er normal eller kompliceret. Det groteske er, at forskningsstudier viser, at normalt sørgende, der modtager psykoterapi, kan udvikle en kompliceret sorg.

Praktiserende læger kan have svært ved at skelne mellem depression og kompliceret sorg. Det betyder, at en nogle mennesker med kompliceret sorg kommer i medicinsk behandling for depression, og som ikke afhjælper den komplicerede sorg. Derfor er det vigtig, at lægerne bliver så gode som muligt til at stille den rigtige diagnose. Så antidepressiv medicin ikke gives til personer, som ikke har brug for det.

Der er derfor i høj grad behov for de 8 mio. kr., der er afsat til området, da Danmark ikke er gearet til, at kompliceret sorg sandsynligvis bliver en diagnose under WHO i 2018. Der er således behov for et center som opsamler, systematiserer og formidler viden til sorgområdets aktører.

Det er i øvrigt en sjov diskussion, lederskribenten lægger op til – om hvad der er ”naturligt” og “normalt”. Det er også naturen, der har skabt malaria og pest – men de og mange andre sygdomme er der ingen, der romantiserer, eller foreslår skal forblive ubehandlede. Selvfølgeligt skal syge ha’ relevant hjælp. Også når det er sorg, de er blevet syge af.

Af Preben Engelbrekt, direktør i Børn, Unge & Sorg. Bragt i Politiken den 1. april 2016.