(debatindlæg af direktør Preben Engelbrekt – bragt i Politiken i januar 2017) 

Jeg har med interesse læst Politikens tema om ældre fædre. Nye tal viser, at flere og flere mænd får børn sent i livet. Det kan der være mange udmærkede grunde til. Fx at levealderen er stigende. Mange ældre fædre argumenterer også, at de i 50erne og 60erne har større ro i livet og kan hvile bedre i forælder-rollen. Mange ældre forældre oplever også, at forældrerollen holder dem unge og friske.

Ældre fædre kan sandsynligvis være lige så gode fædre som yngre. Der er mange positive ting, der kan følge med en moden far. Som direktør i Børn, Unge & Sorg kan jeg dog undre mig over, at debatten ikke er mere balanceret og også medtager de risici, der følger med høj alder hos forældre.

Lad mig give et par eksempler:

Gunnar på 61 år henvender sig til Børn, Unge & Sorg et år efter tabet af sin kone på 44 år. Gunnar har to sønner på henholdsvis fem og syv år. Sønnerne har siden morens død haft stor angst for at miste deres far.  De fungerer ikke i skolen og har konstant behov for at vide, hvor faren er. Tidligere – da Susanne levede – var børnene også indimellem bekymrede for at miste deres ældre far. Men Susanne og Gunnar beroligede drengene med, at Gunnar forventede at blive 100 år, og hvis han døde inden da, så havde de jo deres mor.

Et andet eksempel: Benjamin på 21 år får hjælp i en sorggruppe for unge med kompliceret sorg i Børn, Unge & Sorg. Faderen på 72 år døde efter længerevarende sygdom, da Benjamin var 20 år. I faderens sidste tid var han meget afkræftet. Han fortalte Benjamin, at han ikke skulle være ked af det, når faderen døde. Faderen havde haft et godt liv og havde voksne børn med sin første kone. Han havde oplevet tre gange at blive bedsteforælder og haft en lang og god karriere osv.

Set fra farens synspunkt havde livet ganske rigtigt været godt. Men spørgsmålet er om Benjamin har lige så gode odds for at få et godt liv? Og kan man forestille sig, at det er svært for en ung mand at vide, at ens far ikke er ked af det, er mæt af dage og ikke nødvendigvis drømmer om at få flere år? Især når man selv har brug for en far, for mere tid og har behov for at være ked af det?

Det viste sig, at Benjamins liv og trivsel blev påvirket massivt af de mange år med en syg far, som der skulle tages mere og mere hensyn til. Benjamin kan næsten ikke huske faderen som rask. De mange år med en syg far havde givet Benjamin en række traumer og forstyrrelser i udviklingen.  Savnet bliver næsten ubærligt for Benjamin, der aldrig – som sine voksne halvsøskende – vil opleve at have en far ved sin side, når han færdiggør sin uddannelse, bliver gift eller selv får børn.

Som det fremgår af Politikens tema, så er der er overrepræsentation af ældre fædre i Nordsjælland. Det vil sige, at mange af de mænd, der får børn i en høj alder er ressourcestærke. De er veluddannede og har en høj indkomst. De er også – statistisk set – i bedre sundhedstilstand end gennemsnittet af modne og ældre mænd i Danmark. Men uanset at sundhedstilstanden generelt er bedre hos veluddannede og velstillede mænd, så vil den dog trods alt generelt være dårligere end sundhedstilstanden hos yngre mænd.

Mænd på 50+ er i højere grad i risiko for at få kroniske eller livstruende sygdomme end yngre mænd. Dermed er der øget sandsynlighed for, at børnene kommer til at leve med svækkede eller syge fædre allerede i barndom eller ungdomsår. Unge med ældre fædre kan både komme til at opleve lange sygdomsforløb – med de behov der nu engang følger med sygdom, hvad angår pleje, pasning og andre hensyn. Derudover er der risiko for – og det hører vi ofte i Børn, Unge & Sorg – at børn af ældre fædre allerede fra en tidlig alder og måske allerede fra de bliver bevidst om at de har en mærkbart ældre forælder end deres venner, bekymrer sig om deres forælder og frygter, at de dør. En bekymring der ikke normalt hører barn- og ungdommen til.

Dertil kommer at der statistisk set er større sandsynlighed for, at børn af ældre fædre kommer til at miste deres far tidligere i livet end børn af yngre fædre. Der er både en større risiko for, at de mister deres far, mens de stadig selv er børn og har brug for en far – og der er en risiko for, at de som unge og voksne vil opleve, at deres far ikke vil være der og tage del i vigtige mærkedage og begivenheder børnenes liv. Også når børnene bliver ældre og voksne.

Og må jeg så ikke lige slå fast, at blot fordi en ung fylder 18 år og bliver myndig, så betyder det ikke, at han eller hun ikke fortsat har brug for en far.  På papiret er 18 år måske nok skæringspunktet i mange juridiske sammenhænge –men ikke når det gælder behovet for råd og vejledning, den betingelsesløse kærlighed og alt det en far kan bidrage med.