Artikel i Kristeligt Dagblad, fredag den 3. november 2017, i anledning af Allehelgen:

Direktør og psykoterapeut Preben Engelbrekt undrer sig over, i hvor høj grad død og sorg er tabuiseret. Han er bekymret for, at samtalen om sorg bliver henvist til fagfolk, og han ser allehelgensgudstjenesten som et vigtigt ritual i en sorgforskrækket kultur

Søndag er der allehelgensgudstjeneste i landets folkekirker. Præsten læser typisk navnene op på dem, som er døde i sognet i årets løb, og i bønnerne understreges det, at levende og døde ifølge kristendommen i tid og evighed er forenet i Kristus. Når præsten læser navnet på en afdød op, så vil de efterladte rejse sig.

Ifølge direktøren for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, er denne søndag i kirkeåret værdifuld, fordi man her kan mødes som medmenneske med andre, som har mistet. I den time eller halvanden, gudstjenesten varer, er der et ritualiseret rum, hvor man kan være med sorgen, som ikke er defineret af psykologer eller andre behandlere. Ifølge Preben Engelbrekt er det tiltrængt i en kultur som den danske, hvor død og sorg er et tabu, som mange helst overgiver til fagfolk.

Det Nationale Sorgcenter, som har til huse i det centrale København, blev indviet i slutningen af august. En af centerets visioner er at nedbryde tabuer i forbindelse med død og sorg. Preben Engelbrekt ved, at nogle undres, når han siger, at død og sorg fortsat er et tabu i Danmark. Medierne har fokus på at behandle såvel sorg som død, men deres indsats er ikke nok til at nedbryde tabuer på dette område, understreger Engelbrekt og henviser til et studie lavet af tænketanken Mandag Morgen, hvor man spurgte børn, som havde mistet, om de havde talt med nogen om tabet. Her spurgte man 801 børn og unge i alderen 10-30 år, der har oplevet dødsfald eller alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

”To ud af tre havde ikke talt med nogen om tabet, hvilket er helt vildt, når vi ved, at man har handleplaner for sorg på stort set alle landets folkeskoler. Når man spørger 2000 efterladte voksne, svarer 6 ud af 10, at de i høj grad har mærket, at både venner og kolleger trækker sig. Vi kan ikke tale med nogen, som har mistet, uden at komme i kontakt med vores egen dødelighed. Det gælder, hvad enten man er skolelærer, ven eller kollega, og derfor er det eksempelvis ikke nok at sende en lærer på kursus for at omsætte en sorgplan til virkelighed i mødet med et barn, som har mistet.”

”Aldrig har der været skrevet så meget om døden, men aldrig har døden været fjernere. Man kan høre folk sige: ’Hvis jeg dør…’, men det rigtige er jo at sige: ’Når jeg dør…’. Det er mærkeligt, når det eneste sikre, du kan regne med i livet, er, at du skal dø.”

I et forsøg på at øge bevidstheden om dødeligheden, lancerede Det Nationale Sorgcenter i denne uge kampagnen Håbefulde historier. Elever på 12 gymnasier rundt om i landet skal gennem de kommende måneder arbejde med døden og skrive kronikker om emnet. Ambitionen er at gøre det nemmere at tale om alvorlig sygdom, død og sorg ved at blive klogere på ens eget forhold til liv, død, sygdom og sorg.

”Målet er, at man på en eller anden må bør gøre døden til noget naturligt, for når man lever med sin dødelighed inden for horisonten, får man mere ud af sit liv. Det er livgivende at forholde sig til, at man skal dø.”

(…)

Næste år forventer man, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vil gøre ”vedvarende sorglidelse” til en diagnose. Omkring 10 procent af dem, som mister, udvikler, hvad fagfolk kalder en ”kompliceret sorg”. Preben Engelbrekt er en af de fagpersoner, der ser frem til, at ”vedvarende sorglidelse” bliver en diagnose. Da man i sin tid formulerede visionen for sorgcenteret, havde man mennesker med kompliceret sorg i tankerne. Visionen for centeret lyder derfor: ”Vi arbejder for, at sorg ikke ødelægger livet.”

Læs hele artiklen i Kristeligt Dagblad:

Direktør for sorgcenter: Det er livgivende at forholde sig til, at man skal dø