De fleste mennesker, som mister en nærtstående, vil gennemgå et naturligt sorgforløb. Tiden lige efter dødsfaldet kan være svær, men den efterladte formår at tilpasse sig tabet inden for det første år. Det gælder uanset om dødsfaldet var forudset eller helt uventet. Cirka 10-15 pct. af alle efterladte udvikler dog en kompliceret sorgreaktion, som kan komme til udtryk i form af langvarige psykiske og fysiske problemer, funktionsnedsættelse og forringet livskvalitet.

I 2018 har WHO introduceret ’vedvarende sorglidelse’ som en selvstændig diagnose, der beskriver en særlig svær og invaliderende kompliceret sorgreaktion. Komplicerede sorgreaktioner er behandlingskrævende og vil ofte, uden de rette indsatser, få store konsekvenser for den enkelte og for samfundet.

Det Nationale Sorgcenter har – med støtte fra Sundhedsstyrelsen og i et tæt samarbejde med Center for Kliniske Retningslinjer – udarbejdet en retningslinje med anbefalinger til arbejdet med at forebygge komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne, og ældre.

– Vores håb er at den kliniske retningslinje kan systematisere det forebyggende arbejde med at identificere pårørende og efterladte i risikogruppen og hjælpe med at  reducere antallet af pårørende og efterladte, der udvikler komplicerede sorgreaktioner.

Direktør i Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt.

Det er ikke alle efterladte, der har brug for sorginterventioner. Forebyggelse af komplicerede sorgreaktioner forudsætter derfor, at personer, som er i risikogruppen kan identificeres.

Til sundhedspersonale i kommuner og regioner

Vi ved, at visse faktorer øger risikoen for udvikling af komplicerede sorgreaktioner. Det kan for eksempel være faktorer forbundet med dødsårsagen, relationen til den afdøde eller den efterladtes egen psykiske tilstand.  Der er dog forskel på karakteren af risikofaktorerne. Nogle faktorer kan ikke forebygges, f.eks. omstændigheder omkring dødsfaldet, men den øgede risiko forbundent med andre faktorer kan muligvis reduceres; fx problemer med social støtte, plejebyrde og psykiske problemer. Det er vigtigt at rette fokus mod begge typer af risikofaktorer.

Den nye kliniske retningslinje henvender sig til sundhedspersonale i kommuner og regioner (primært sygeplejersker), der er i kontakt med pårørende til patienter/borgere, hvor kurativ behandling ikke er mulig, samt med efterladte, der har mistet en nærtstående efter et ventet eller uventet dødsfald.

Den kliniske retningslinje har til formål at:

1. Give anbefalinger til systematisk opsporing af pårørende og efterladte i risikogruppen
2. Give anbefalinger til forebyggende sorgstøtteinterventioner til pårørende og efterladte i risikogruppen.

Anbefalinger

1. Det er god praksis at foretage systematisk opsporing af risikofaktorer for udvikling af komplicerede sorgreaktioner hos pårørende og efterladte børn, unge, voksne og ældre. 

• Den systematiske opsporing kan foretages ved at afdække risikofaktorer forud for dødsfaldet (efter konstatering af, at kurativ behandling ikke er mulig, dvs. i den sene palliativ fase med en opfølgende opsporing før den terminale fase) eller efter dødsfaldet. Opsporingen hos pårørende kan foretages af sundhedspersoner, der har kontakt med den pårørende, og tilpasses eksisterende arbejdsgange så vidt muligt.
• Opsporing af risikofaktorer hos efterladte kan foretages i forbindelse med opfølgende samtaler med den efterladte. Der kan fx tages kontakt med den efterladte 6-8 uger efter dødsfaldet og følges op overfor efterladte i risikogruppen hhv. 12 uger og 6 måneder efter dødsfaldet.

2. Overvej at tilbyde psykosociale interventioner systematisk ved mødet med børn, unge, voksne og ældre i risikogrupperne.

• Psykosociale interventioner kan være mange ting, fx forældrerådgivning- og undervisning, familierådgivning, rådgivning til konfliktramte familier, psykoedukation, rådgivning med elementer fra kognitiv adfærdsterapi mv. I den kliniske retningslinje kan man læse beskrivelser af – og se referencer til – en række konkrete interventionsstudier og deres effekt.

Se den kliniske retningslinje for forebyggelse af komplicerede sorgreaktioner HER

Kliniske retningslinjer er ikke nok

Den nye kliniske retningslinje kan dog ikke stå alene. Dels fordi evidensgrundlaget når det gælder forebyggelse på nuværende tidspunkt fortsat er spinkelt og fordi en god klinisk vurdering altid vil spille en vigtig rolle

I Det Nationale Sorgcenter er man derudover meget opmærksom på den svære implementering af retningslinjens anbefalinger i det daglige arbejde i kommuner og på hospitaler.

– Hvis vi skal lykkes med et bedre forebyggende arbejde, så forudsætter det, at sundhedspersonalet – men især deres lederes – prioriterer og forstår at omsætte ny viden og anbefalinger om forebyggelse til det daglige arbejde med patienter, klienter og borgere. For at sikre at anbefalingerne får et liv så tæt på dem, det hele drejer sig om, har vi indledt et samarbejde med TrygFonden, der vil støtte vores arbejde for at udbrede kendskabet til retningslinjer og vores arbejde med at få retningslinjerne til at få et liv lokalt. 

Det siger Preben Engelbrekt, som opfordrer både kommuner og hospitaler til at kontakte Det Nationale Sorgcenter for hjælp til den vigtige implementering.