Urimelig lang ventetid for unge efterladte

Unge efterladte venter urimeligt lang tid på hjælp. Særligt de unge ml 20-27 år, der har mistet en forælder venter længere og længere på den helt nødvendige hjælp. Det gælder særligt for den gruppe unge efterladte, der har det sværest og som har brug for længerevarende behandlingsforløb. De venter nu næsten 14 måneder fra de henvender sig og bliver vurderet til at have behov for psykologhjælp, til de kan starte i et terapiforløb.

Hør indslag i DR Radioavisen den 29. oktober kl. 08.00 HER og kl. 09.00 HER og i P3 nyhederne HER

Ikke alle skal i behandling

“Det er ikke alle efterladte unge, der skal i behandling. Heldigvis lærer de fleste efterladte at leve med sorgen som en naturlig del af livet og får god støtte fra øvrig familie og netværk til at håndtere tabet. Det gælder også unge. Men forskningen siger at 15-20 pct. af alle efterladte får brug for professionel hjælp og behandling. Lige nu venter næsten 300 børn og unge på professionel hjælp og behandling i Børn, Unge & Sorg. Halvdelen af dem er de allersværest ramte unge, der risikerer at vente næsten 14 måneder. Det er helt uacceptabelt og det giver ingen mening! Det koster Børn, Unge & Sorg 15.000 kr. at hjælpe en ung – og den samfundsmæssige besparelse er på knap 300.000 kr. pr. ung, vi hjælper. Det vil koste 2 mio. kr. om året at nedbringe vores ventelister til et forsvarligt niveau på ungeområdet. Vi har forsøgt at råbe politikerne op om lange ventetider i flere år. Men der sker ingenting!” siger direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt.

Mange unge mister en forælder eller søskende

Det hører ikke til sjældenhederne at miste, når man er ung. Mere end 20.000 børn og unge under 18 år har oplevet at miste en forælder eller søskende og det samme gælder for mere end 55.000 unge mellem 18-27 år.

Børn, Unge & Sorg er det eneste gratis og specialiserede sorgbehandlingstilbud til børn og unge med komplicerede sorgreaktioner i Danmark. Alligevel er det ekstremt vanskeligt at finde midler til at hjælpe de ’ældre’ efterladte unge. Heldigvis bidrager  bevillinger fra blandt andre private fonde til at vi på børneområdet (under 20 år) kan hjælpe lidt hurtigere – men også her er det voldsomt op af bakke da fx Købehavns Kommune har meddelt at de stopper støtten til os om to år, selv om halvdelen af vores klienter er børn og unge, der bor i Københavns Kommune.

Preben Engelbrekt

“Det er en bunden opgave at vi bliver bedre til at hjælpe efterladte med svære sorgreaktioner. Det mener WHO, der netop har gjort ’vedvarende sorglidelse’ til en selvstændig diagnose da den har invaliderende og meget langvarige konsekvenser for dem, der rammes. Derfor er det under al kritik at vi ikke kan tilbyde både rettidig og rigtig støtte og behandling til mennesker, der bliver syge af sorg!  Komplicerede sorgreaktioner koster samfundet milliarder og vi har behandlingsmetoder, der er gennemtestede og som virker! Der burde ikke være noget, der holdt politikere tilbage – hverken i Folketinget, regionerne eller kommunerne!” siger Preben Engelbrekt.