Er sorg altid kærlighedens pris?

Kronik af direktør i Det Nationale Sorgcenter og Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt. Bragt i Berlingske den 17. november 2018

Er sorg altid kærlighedens pris?

Sorgen er den pris, vi betaler for kærligheden, siger mange – og er også overskriften i et interview med Svend Brinkmann i Berlingske den 29. oktober 2018. Jeg siger det også selv tit. Men måske vil jeg gøre det lidt mindre fremover. For selvom der er meget sandhed i sætningen, så giver den også anledning til en del misforståelser, når det gælder sorg og den støtte og hjælp, som nogle sørgende får brug for.

Der er meget diskussion for og imod den nye diagnose: vedvarende sorglidelse. Senest kritiserer Svend Brinkmann at WHO har givet plads til ’vedvarende sorglidelse’ i deres nyligt opdaterede diagnosemanual ICD-11. Ifølge ham er diagnosen et uheldigt skridt på vejen mod en sygeliggørelse af sorg generelt og af alle de efterladte, der også et godt stykke tid efter et tab har ondt, mistrives og savner. For som han og andre kritikerne af diagnosen siger: alle efterladte, der har mistet en, de elsker, har ondt og savner. Også efter et halvt år. Også efter 1 år. Og også efter 2, 3, 5 eller 10 år. Og de har fuldstændig ret! Når vi mister dem vi elsker højst, så er sorgen med os resten af livet.

Men for de flestes vedkommende er den livslange sorg ikke en sorg, der på den lange bane ødelægger livet eller forhindrer os i at finde mening med tilværelsen igen. Det er ikke en sorg, der spænder ben for at vi på et tidspunkt kan fungere i vores familieliv, arbejdsliv og sociale liv igen. Også selv om tilværelsen er forandret og sorgen stadig er der. For de fleste efterladte forandrer sorgen sig over tid og fylder forskelligt i løbet af livet.

De som udvikler en kompliceret sorgreaktion – fx vedvarende sorglidelse – oplever dog ingen forandring i sorgen. Og hvis de gør, så er det typisk i retning af større og større invalidering. Og med mere og mere omsiggribende konsekvenser for deres liv. Både psykisk, fysisk, socialt og økonomisk.

Ifølge forskningen udvikler 10 pct. af de efterladte en vedvarende sorglidelse og samlet set udvikler 15-20 pct. af alle efterladte en kompliceret sorgreaktion, der udover vedvarende sorglidelse også tæller tabsudløst depression, PTSD, angst eller somatiske reaktioner, der kræver professionel hjælp og behandling.

Har man som efterladt et stærkt og godt netværk, et godt psykisk helbred og har der været en sund og positiv relation til afdøde, så er risikoen for at udvikle komplicerede sorgreaktioner relativt mindre. Men hvis man som efterladt er psykisk sårbar, har et dårligt netværk eller har mistet meget dramatisk eller pludseligt, så er risikoen for at udvikle en kompliceret sorgreaktion større. Og har relationen til afdøde været præget af fx afhængighed, overinvolvering, tilknytningsproblemer, konflikter, svigt eller fx langvarig sygdom, så ser billedet også anderledes ud.

Det er derfor vigtigt ikke at sætte lighedstegn mellem ’stor sorg’ og ’kompliceret sorg’. Har man elsket højt, er sorgen naturligvis stor, livsomvæltende, langvarig og ubegribelig for mennesker, der ikke selv har prøvet at miste. Men ikke nødvendigvis på den lange bane invaliderende eller kompliceret (i klinisk forstand). Om sorgen bliver kompliceret, afhænger af flere og andre forhold end kærlighedens størrelse.

Den komplicerede sorg kan fx opstå hos efterladte, når relationen til afdøde har været belastende, usund eller skæv og hvor det måske ikke entydigt er kærligheden, der har været fremherskende i relationen. Lad mig give to eksempler, som ikke er ualmindelige blandt unge, der får sorgterapi i Børn, Unge & Sorg:

Katrine (K) på 22 kan ikke få sit liv til at fungere et år efter sin mors død. Hun er droppet ud af sit studie, har voldsomme mareridt, og kan kun huske moderen som værende meget syg. K har ikke forstået eller accepteret dødsfaldet. K er vokset op med sin mor og har kun haft sporadisk kontakt til sin far efter forældrenes skilsmisse ti år tidligere. Lige efter skilsmissen får moderen brystkræft, der spreder sig. I takt med sygdommen forværring byttes rollerne i familien om og K bliver ”mor for sin mor”. Hun trøster moren, når hun græder af dødsangst, ordner mange praktiske ting i hjemmet og indgår i høj grad i den fysiske og nogle gange personlige pleje af moderen. K har flere traumatiske oplevelser fra moderens sygdomsforløb og hun har fået forstyrrelser i sin egen udvikling. Fx knytter K sig tættere og tættere til sin mor – i stedet for helt naturligt at løsrive sig fra sin mor for at søge venner.

Et andet eksempel er Benjamin (B) på 27 år, der henvender sig syv måneder efter hans mors død. B kan ikke koncentrere sig på sit arbejde, har massiv skyldfølelse over ikke at have hjulpet sin mor mere og dårlig samvittighed over at føle lettelse. I hyppige flashbacks ser han sin døde mor for sig. Hun har været alkoholiker så længe han kan huske.  B’s far døde da B er 20 år og efterlod B og hans lillesøster alene med ansvaret for en mor, der efter farens død mister sit arbejde og drikker mere og mere. B har sjældent kammerater med hjem, da hans mor tit er påvirket, ligger på sofaen og ikke kommer i bad. B og hans søster passer hjemmet og en dag kommer B hjem og finder sin mor død i sofaen, hvor hun ligger i opkast, afføring og en sværm af fluer.

I de to eksempler er det ikke kun positive følelser, der fylder – men også negative eller modstridende følelser. De er begge eksempler på tab, hvor den efterladte ikke nødvendigvis ønsker at skrue tiden tilbage til det liv, der var, og hvor det ikke kun er døden, der har taget noget – men også livet, der har holdt noget tilbage. De er eksempler på, at det ikke altid er en længsel efter livet med afdøde, som dominerer den efterladtes verdensbillede og landskab, men måske et stort og definitivt tab af muligheden for – og håbet om – på et tidspunkt at kunne opnå en kærlighed, at kunne lykkes eller blive hel. Som søn eller datter. Som mor eller far. Som mand eller kone. Som søster eller bror. Som menneske.

Så ja, sorg er kærlighedens pris. Men komplicerede sorgreaktioner er en særlig pris, der betales af en mindre gruppe efterladte, som jeg er bange for at Svend Brinkmann og andre diagnose-skeptikere kommer til at romantisere, når de taler om sorgen som en entydig naturlig og nødvendig lidelse i vores liv.

Jeg er derudover uenig i Svend Brinkmanns præmis om, at det først er nu – med en ny diagnose for vedvarende sorglidelse – at vi risikerer at sygeliggøre sorg. Undersøgelser viser at mere end 6 ud af 10 efterladte har søgt psykologhjælp til deres sorg – og halvdelen har søgt læge. Der er ingen tvivl om, at tendensen til at vi søger professionel hjælp, når livet gør ondt allerede er en realitet og ikke et fremtidsscenarie. Det er netop dét, jeg tror og håber at en diagnose for vedvarende sorglidelse kan ændre.

Mit håb er at en diagnose for vedvarende sorglidelse kan rette samfundets og ikke mindst sundhedsvæsenets fokus langt mere skarpt på den mindre gruppe efterladte, vi i dag svigter fordi vi stort set ikke har nogen specialiserede behandlingstilbud til dem. Og at vi til gengæld alle kan være med til at gøre det lidt lettere at være efterladt for de mange, som savner større åbenhed, mindre berøringsangst og flere institutionelle rammer, som inviterer til at vi mindes, husker og taler om dem, vi savner. På den måde kan vi nemlig sikre at den helt naturlige og nødvendige samtale om død, sorg, savn, smerte og tab i mindre grad kommer til at foregå i et terapilokale.