Du tager fejl, Marie Høgh!
Debatindlæg af Preben Engelbrekt, Direktør i Det Nationale Sorgcenter og i Børn, Unge & Sorg
Sognepræst og debattør Marie Høgh skriver i sit debatindlæg i BT 6. august 2019, at: ”Jeg bevæger mig ind i et felt, hvor jeg med al sandsynlighed vil blive misforstået og anklaget for at mangle hjertevarme, empati og medfølelse”. Det tror jeg ikke, du bliver, men der er meget, du ikke ved om andres sorg, og dem rammer du helt urimeligt ved alene at tage udgangspunkt i din egen. Derfor dette svar, hvor jeg vil starte med at takke dig for din anerkendelse af det arbejde, der udføres i såvel Børn, Unge & Sorg som i Det Nationale Sorgcenter.
Marie Høgh fortæller om egne erfaringer med at have en kortvarig syg far – og mistet ham for 20 år siden. Marie Høgh har sandsynligvis, trods faderens for tidlige død, været i den situation, at venner, familie, herunder hendes mor, har været i stand til at støtte i hendes sorgproces. Det gælder heldigvis for mange børn og unge, som mister forældre, at de har en naturlig sorg. I høj grad takket været et godt netværk og én efterladt forælder, der er i stand til både at håndtere sin egen og barnets sorg.
Men forskningen fortæller os, at cirka 3 ud af 10 børn og unge er i risiko for – eller udvikler – komplicerede sorgreaktioner, hvor venners og familiens hjælp ikke er tilstrækkelig. Det er overvejende dem, som Børn, Unge & Sorg henvender sig til. Børn og unge, der har traumer og forstyrrelser i deres udvikling, fx efter at have levet i mange år med en alvorligt syg forældre og været i en evigt alarmberedskab år ud og år ind, i angst for at forælderen skulle dø. Fx Camilla på 18, der har levet alene med sin langvarigt kræftsyge mor, som dør, og hvor kontakten til faderen efter en skilsmisse langt tilbage er begrænset. Hvor der under moderens sygdom blev byttet om på rollerne i takt med, at moderen blev dårligere og dårligere, så Camilla blev ”mor for sin mor”. Camilla henvender sig et år efter moderens død til Børn, Unge & Sorg hvor hun er stoppet på sin uddannelse, har udviklet en begyndende spiseforstyrrelse og mistet lysten til at leve. Hun har ikke forstået eller accepteret moderen er død og ser kun den meget syge og svækkede mor for sig. Eller Victor på 12 år, hvis mor er i så dyb sorg, at hun har svært ved at få hverdagen til at fungere efter sin mands pludselige død for to år siden. Moderen er blevet fyret fra sit arbejde, og familien har ikke råd til at blive boende. Victor er så bekymret for moderen, at han fungerer dårligt fagligt og socialt i skolen. Kan man miste én forælder, kan man også miste to – især fordi moderen igen og igen fortæller Victor, at hun har mistet lysten til at leve.
Marie Høgh skriver at ”Vi vil helst nogenlunde smertefrit gennem tilværelsen – og tror faktisk, det er muligt. Og oplever vi sorg og smerte, skal samfundet hjælpe os med at lindre den. Som om det er et samfundsansvar. Nej, det er det virkelig ikke. Heller ikke når børn mister”. Marie Høgh kan have en pointe i, at nogle gerne vil ”fikses” eller have fjernet ”sorgen”. Vi oplever fx efterladte forældre, som kontakter Børn, Unge & Sorg, og som vil have deres børn i terapi, selv om de har naturlige sorgreaktioner. Disse børn kan helt sikkert have gavn af at møde ligesindede og henvises derfor til børnesorggrupper i fx Folkekirken eller til Kræftens Bekæmpelse. Men de har ikke brug for sorgterapi, da de har naturlige sorgreaktioner.
Men Marie Høgh – for de 3 ud af 10, der mister forældre eller søskende, er det et samfundsansvar, at de får den nødvendige og tilstrækkelige specialiserede sorgterapi for at kunne udvikle sig til velfungerende voksne. Og får de ikke den hjælp, de har brug for, ja så ved vi fra forskningen, at de får alvorlige psykiske problemer, havner i misbrug og/eller kriminalitet og har svært ved at fungere i skole- og uddannelsessystemet.
Marie Høgh´s tilgang til sorg er at ”Venner, familie og den efterladte forælder er dem, barnet skal leve livet sammen med efter tabet. Følges med gennem sorgen, smerten og savnet. Og det skal vi kunne som mennesker”. Jeg vil derfor invitere Marie Høgh ind i Børn, Unge & Sorg for at møde nogle af de børn og unge, der ikke har kunnet få den støtte, hun sandsynligvis selv fik. Børn og unge som er blevet syge af sorg. Alt for mange er ikke privilegerede med ressourcestærke mennesker omkring sig, som kan støtte dem i deres sorgproces. Undersøgelsen ”Omsorgsmålingen, når sorgen rammer” udarbejdet af Mandag Morgen 2013 fortæller os, at 2 ud af 3 sorgramte børn og unge ”aldrig eller sjældent” har talt med nogen om, hvordan de har det. Det er også et samfundsansvar at sikre, at ingen børn og unge går alene med deres sorg Marie Høgh.